Ny pris sætter fokus på ‘Liveable Cities’

Ny international pris skal uddeles i Danmark. Den sætter fokus på, hvordan vi skaber ’Liveable Cities’ ved hjælp af digital teknologi.

Prisen er udviklet af Interactive Spaces Lab ved Alexandra Instituttet (DK), BLOXHUB (DK) og Ars Electronica (AT), som er gået sammen om at indsamle og opbygge ny konkret viden om, hvordan digitale teknologier kan være med til at skabe nye og forbedrede byløsninger. Initiativet er finansieret og medudviklet af Realdania.

Tager udgangspunkt i FN’s verdensmål

PRIX BLOXHUB Interactive er en international konkurrence og prisuddeling samt et to-dages symposium, der kommer til at foregå i og omkring BLOX i København d. 21.-22. maj 2019. Konkurrencen tager udgangspunkt i FN’s verdensmål 11, som handler om at gøre byer mere inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige – blandt andet gennem samarbejde og integrerede løsninger.

”Hvis vi gerne vil skabe gode, bæredygtige byer, som imødekommer de udfordringer byerne har globalt, så er det helt afgørende, at vi bliver bedre til at arbejde tværfagligt og integrere digital teknologi i udviklingen af vores byrum. Det vil vi gerne sætte fokus på med konkurrencen her”, siger Torben Klitgaard, der er direktør i BLOXHUB og en af parterne bag PRIX BLOXHUB Interactive.

Ud over at sætte fokus på vigtigheden af at integrere teknologi i byløsninger, har parterne bag konkurrencen ønsket at skabe et omdrejningspunkt for nye idéer på området og facilitere afgørende vidensdeling på tværs af fagligheder, der kan føre til konkrete løsningsforslag.

Initiativets lancering markeres

Allerede d. 10. oktober vil det være muligt at blive klogere på PRIX BLOXHUB Interactive. Her vil interesserede nemlig kunne deltage i en lancering af initiativet, der bl.a. vil byde på et oplæg fra Indy Johar, som er arkitekt og medstifter af 00 i London. Efterfølgende vil der åbnes op for en diskussion af teknologiens rolle på vejen mod en opfyldelse af FN’s verdensmål 11.

Det er gratis at deltage i arrangementet. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Værd at vide om konkurrencen

Konkurrencen henvender sig til visionære arkitekter, ingeniører, startups tech-folk, forskere og studerende.

Under symposiet i dagene op til selve prisuddelingen vil der være oplæg, workshops, talks og matchmaking sessions, samt en udstiling som vil præsentere udvalgte konkurrencebidrag.

Der kan ansøges i to kategorier:

  • Excellence // what can we learn?
  • Concept // the next idea.

Vinderen inden for hver kategori modtager op til 5000€ og en unik statuette. Derudover bliver vinderen præsenteret på en udstilling under PRIX BLOXHUB Interactive 2019 og på den anerkendte Ars Electronica festival i Linz (AT) samme år.

Man kan følge med på prix.bloxhub.org. Her kan man nu også uploade sit bidrag og se programmet, som opdateres løbende. Du kan også læse mere om prisen her.