Ny minister for GTS-institutterne

Erhvervsmanden Tommy Ahlers er blevet udpeget som ny uddannelses- og forskningsminister og overtager derigennem ansvaret for de danske GTS-institutter. Vi ser frem til et godt samarbejde, udtaler direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Minister med stor erhvervserfaring

Erhvervsmand og iværksætter Tommy Ahlers, der blandt andet er medlem af regeringens Disruptionsråd, overtager posten som uddannelses- og forskningsminister fra Søren Pind, der har valgt at forlade dansk politik.

“Her fra skal lyde et stort tillykke til Tommy Ahlers med ministerposten. Vi ser det som positivt, at valget er faldet på en minister med stor erhvervserfaring og dybdegående forståelse for de udfordringer, som danske virksomheder står over for”, siger Ragnar Heldt Nielsen og fortsætter:

“I GTS-nettet ser vi derfor også frem til et spændende samarbejde, der kan føre til, at vi får endnu mere viden og teknologi i anvendelse i danske virksomheder. Slutteligt vil vi gerne sige tak til Søren Pind for hans indsats og engagement”.

I sin første optræden som uddannelses- og forskningsminister pointerede Tommy Ahlers at han ser uddannelses- og forskningsområdet som en grundlæggende forudsætning for fremtidens samfund.