Ny app skal reducere energiforbrug i byggeriet

Teknologisk Institut har, via. det såkaldte ENBUS-projekt, energivurderet 24 virksomheders produkter. Formålet er at skabe en ny app hvor man kan sammenligne og vurdere produkters samlede energieffektivitet og at det i sidste ende vil reducere energiforbrug i byggebranchen.

Mangel på information sætter en stopper for forandring

40 % af Europas samlede energiforbrug kommer fra byggeriet, men mangel på information om nye, energieffektive teknologier og produkter er ofte en hindring for forandring i byggebranchen. Teknologisk Institut er via Enterprise Europe Network kommet med i det såkaldte ENBUS-projekt, som er med til at sætte fokus på energiforbruget.

Sammenligning og gennemsigtighed er vejen til forandring

Det skal være nemt at sammenligne og vurdere den samlede energieffektivitet for forskellige produkter. Mere gennemsigtighed i forhold til, hvordan energiforbruget fordeler sig, vil styrke incitamenterne til, at byggeriets aktører reducerer energiforbruget i hele forsyningskæden. Lige fra design og opførelse til drift og renovering af bygninger.

Energiprofiler skal blive til en app

Indtil videre har i alt 24 virksomheder, via ENBUS, fået lavet simplificerede energiprofiler på deres produkter. Planen er at profilerne skal være tilgængelige og forståelige for alle og at de bl.a. skal munde ud i en ny app til smartphones. En app som skal gøre det lettere for arkitekter, bygherrer, entreprenører og andre at sammenligne og vurdere den samlede energieffektivitet for forskellige produkter og serviceydelser tidligt i projektfasen.

Læs mere hos Teknologisk Institut.