kreative

Kreative problemknusere søges!

Er du it-mand eller -kvinde, forretningsudvikler, forsker, studerende, iværksætter, domæneekspert, eller arbejder du med open data, smart cities eller big data? Så vær med til at udvikle prototyper og koncepter og udvide dine horisonter til Smart City Hackathon den 29. – 30. maj i København.

Erhvervsstyrelsen og Alexandra Instituttet efterlyser en bred vifte af problemknusere, som har lyst til at netværke på tværs af fagligheder, kompetencer og interesser, og som vil være med til at løse problemer for førende danske virksomheder såsom EasyPark, Hitachi, Plesner, DMI og Erhvervsstyrelsen.

Kreative løsninger til fremtidens byer

– Vi har data, problemstillinger og domæneeksperter – I finder løsningerne. Løsninger der kan gøre vores byer bedre, smartere og mere behagelige at bo i, og som kan udvikle de danske virksomheder gennem Smart City-teknologier og -problemstillinger. Vi tror på, at vejen til vækst for de danske virksomheder går gennem data. Vi ser mange forretningsmæssige potentialer i begrebet Smart City og er overbeviste om, at åbne data, byer og byudvikling vil stå højt på morgendagens dagsorden, fortæller Carsten Ingerslev, Kontorchef i Erhvervsstyrelsen.

Nye koncepter til hvordan dataen kan bruges

Erhvervsstyrelsen er hovedsponsor for Smart City Hackathon, og derudover er en række partnere som for eksempel EasyPark tilknyttet:

– Vi har store forventninger til Smart City Hackathon. Vi sidder på mere end hver tredje parkering i København og kan om nogen levere data, der er tilstrækkelig og god. Vi tror og håber, at deltagerne kan hjælpe os videre med nye koncepter for, hvordan vi bedst anvender vores data, fortæller Morten Hother Sørensen, administrerende direktør i EasyPark, og fortsætter:

– Vi føler både en forpligtelse og en lyst til at anvende vores data til at løse et decideret samfundsproblem: nemlig trængeslen i byerne. 30% af al den trafik, der er i byen, er søgetrafik. Altså biler, der kører rundt for at finde en parkeringsplads. Hvis vi kan udnytte vores data til at afhjælpe trængslen i byerne, og vi kan finde et koncept, der kan vejlede bilisterne til at finde en parkeringsplads hurtigere og nemmere, vil det ikke kun være en gevinst for bilisterne. Det vil også være en stor gevinst for byen og dens beboere.

Læs mere om Smart City Hackaton