Kom til konference om fremtidens kundeservice

Innovationsnetværket InfinIT byder ind til en eftermiddag med ekspertviden om, hvordan du kan forbedre din kundeservice ved hjælp af big data, kunstig intelligens og andre digitale værktøjer. Du vil her få inspiration til, hvordan man kommer i gang med at gentænke sin kundeservice til den digitale tidsalder.

Kundeservice i den digitale tidsalder

Den tid, hvor kundeservice handlede om kundesegmentering og personaer er forbi. Kundesupport skal i dag være langt mere personificeret og målrettet. Moderne forbrugere har tårnhøje forventninger til support og kundeservice. Man skal kunne komme i kontakt med virksomheden, når og hvor man har brug for det.

Al kontakt via hjemmeside, chatbot, sociale medier, tlf, email mm. skal være personlig og tilpasset den enkeltes behov, ligesom informationer om produkter skal være relevante og ramme præcist for at fange forbrugerne. Kundesupport skal allerhelst være proaktiv og identificere problemerne (og gerne fikse dem), før kunden selv opdager problemet. Er kunden utilfreds, spredes det lynhurtigt på de sociale medier. Det stiller helt nye krav til hvordan kundesupport gribes an.

Heldigvis vrimler det med nye smarte løsninger og teknologier, der kan effektivisere og forbedre din kundeservice. Det helt hotte inden for kundesupport er kunstig intelligens, der forventes at forandre måden drastisk, hvorpå man servicerer kunderne, ligesom det skaber nye forretningsmuligheder. I Gartners rapport svarer 89% af de adspurgte CEOs, at kundeservice er deres vigtigste konkurrenceparameter.

Disse muligheder vil Alexandra Instituttet gerne gøre tilgængelige for danske virksomheder, offentlige instanser og organisationer. GTS-instituttet er derfor med til at invitere en række eksperter og virksomheder til at præsentere nogle af de nyeste og mest effektive værktøjer, der er til rådighed for at optimere og kvalitetssikre din kundesupport. Du bliver introduceret for konkrete koncepter og løsninger, der kan tages i brug med det samme – hvordan sikrer man eksempelvis kortere svartider og en mere personlig support?

Tid og sted

Konferencen finder sted d. 29. august kl. 15:00-18:30 i IT-byen Katrinebjerg, Aarhus N.

Eventet er organiseret i samarbejde mellem Datalogisk Institut, Københavns Universitet, Innovationsnetværket ServicePlatform, Innovationsnetværket Infinit, SupWiz, Alexandra Instituttet, Samfundspartnerskabet DABAI og Innovationsfonden.

Du kan tilmelde dig og læse programmet her