kaffemaskinen

Kaffemaskinen tweeter, når kaffen er klar

Nu er det slut med at komme ud til kaffemaskinen og opdage at den sidste kop er blevet taget. Det er det i hvert fald på Alexandra Instituttet, som skabt den tweetende kaffemaskine, der selv fortæller medarbejderne, når kaffen er klar.

Den ser ikke ud af meget. Faktisk ligner den til forveksling enhver anden kaffemaskine på ethvert andet kontor. Men lad dig ikke narre af det diskrete ydre. For denne kaffemaskine er faktisk intelligent – i hvert fald så intelligent, at den både kan tælle og tweete. Helt af sig selv.

Et godt eksempel på IoT – Internet of Things

Siden 1. november 2014 har kaffemaskinen, der lyder navnet AI Coffee Machine, fortalt medarbejderne på Alexandra Instituttet, når der var friskbrygget kaffe på kanden. Og så har den flittigt talt hver eneste liter sort guld, der er løbet igennem systemet. 2067 liter er det blevet til i skrivende stund.

Mirko Presser, Head of Research and Innovation i Alexandra Instituttet og formand for det internationale IoT Forum:

– Vi er en del af et projekt om fremtidens vandmålere, og i den forbindelse er vi startet i det små med en prototype, der automatisk tæller og giver feedback, når der er en kande kaffe klar. Kaffemaskinen er et godt eksempel på det, vi kalder IoT (Internet of Things), hvor internettet ikke længere er forbeholdt os mennesker, men også er noget de ting, vi omgiver os med, kan bruge.

Kaffemaskinen er blevet til en internetbruger

Mirko Presser og hans hold fra Alexandra Instituttet har ved hjælp af en lille teknologi, kaldet en Beaglebone Black, gjort det muligt at højne kaffemaskinens IQ betragteligt.

– Ved at lave en prototype som denne, kommer vi tættere på vores mål, som er at få vandmålingerne koblet til internettet, så den enkelte forbruger ikke længere behøver at aflæse sit vandforbrug manuelt. Fordelen ved at forbinde kaffemaskinen med et device som Beaglebone Black er, at det er en relativ nem og billig måde at gøre døde ting som en kaffemaskine til en internetbruger. På den måde er vi tættere på at skabe nye og mere åbne platforme og udfordre den måde, vi i dag bruger vores vand- og varmeværker på, slutter Mirko Presser.

Følg med i den intelligente kaffemaskines tweets.

Læs mere på Alexandra Instituttets hjemmeside.