Innovationsfonden vil bringe højtuddannede til virksomheder i landdistrikter

Mangler du og din virksomhed specialiseret viden til et forestående projekt? Så vil Innovationsfondens nyligt lancerede vækstpilotordning måske være af interesse. Ordningen giver nemlig mindre virksomheder i landdistrikterne mulighed for at søge støtte til ansættelse af højtuddannede kandidater. Hermed opnår den enkelte virksomhed bedre forudsætninger for at innovere, alt imens der skabes vækst i lokalområdet.

Landdistriktsvækstspiloten, som ordningen kaldes, er et resultat af regeringen aftale om ’Vækst og Udvikling i hele Danmark’, som er indgået i samarbejde med DF, LA og K. Aftalen indbefatter at der i årene 2016-2019 årligt afsættes 10 mio. kr. til at sætte gang i innovationen i landdistrikterne.

Skal bringe ny viden til landdistrikter

Et væsentligt krav som skal opfyldes inden støtten kan tildeles, er at den søges i forbindelse med et konkret projekt. Et projekt, som den enkelte virksomhed og dens medarbejdere mangler væsentlige kompetencer for at kunne gennemføre.

Eksempler på projekter kunne være udvikling af et nyt produkt, et indtog på nye markeder eller andet. Her forventes landdistriktsvækstpiloten i kraft af sin videregående uddannelse at varetage en kritisk rolle igennem projektforløbet. På denne måde sikres et match til fordel for både virksomhedens og vækstpilotens videre udvikling. Samtidigt vil udvekslingen også være til nytte for landdistrikterne såvel som dansk erhverv generelt.

Projekterne, som vækstpiloterne tilknyttes, kan være af en længde på enten 1 eller 2 år. Igennem projektfasen vil støtten konkret tage form af et tilskud på 150.000 danske kroner pr. år, hvortil virksomhederne selv skal betale den resterende løn. For at imødekomme små virksomhedes unikke behov, vil det videre være muligt at ansøge om støtten løbende.

Landdistriktvækstpilot kan søges i følgende kommuner

Assens, Billund, Bornholm, Brønderslev, Fanø, Favrskov, Faxe, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Gribskov, Guldborgsund, Haderslev, Halsnæs, Hedensted, Hjørring, Holbæk, Holstebro, Ikast-Brande, Jammerbugt, Kalundborg, Kerteminde, Langeland, Lejre, Lemvig, Lolland, Læsø, Mariagerfjord, Middelfart. Morsø, Norddjurs, Nordfyns, Nyborg, Næstved, Odder, Odsherred, Randers, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Skive, Slagelse, Sorø, Stevns, Struer, Svendborg, Syddjurs, Sønderborg, Thisted, Tønder, Varde, Vejen, Vesthimmerlands, Viborg, Vordingborg, Ærø, Aabenraa

Læs mere om tilbuddet og find ansøgningsskabelon her