bestyrelse

InnoBooster åbner for ansøgninger

InnoBooster er et nyt innovationsprogram i InnovationsFonden. Der er nu åbent for ansøgninger til InnoBooster, hvor små og mellemstore virksomheder kan få tilskud til at gennemføre et innovationsforløb. InnoBooster er arvtager for de tidligere Videnpilot- og Videnkuponordninger.

Med InnoBooster kan små og mellemstore virksomheder få tilskud til at gennemføre et innovationsforløb, som de selv designer i en InnovationsPlan. Her udvikler virksomheden sin idé og beskriver, hvad der er brug for hjælp til. Derefter indsendes InnovationsPlanen til InnovationsFonden.

I InnovationsPlanen kan virksomheden sammensætte en ‘videnpakke’, der kan udvikle virksomheden.

I videnpakken kan indgå tilskud til:

  • Højtuddannede, som ansættes på normale vilkår i virksomheden i op til 12 måneder.
  • En forsker fra en dansk eller udenlandsk videninstitution, som i en periode tilknyttes virksomheden for at bidrage til udviklingsarbejdet
  • Samarbejde med en videninstitution, som virksomheden ikke tidligere har samarbejdet med, og som kan give virksomheden noget ny viden, der ikke kan købes på det private marked.
  • ’Andet’ – Den manglende brik, som er nødvendig for virksomhedens innovationsforløb.

InnoBooster kan give tilskud til en videnpakke på mellem 50.000 og 250.000 kroner, og virksomheden skal selv skyde et tilsvarende beløb ind i forløbet.

Baggrund

Som beskrevet er InnoBooster arvtager for de tidligere Videnpilot- og Videnkuponordninger. Men med InnoBooster er der kommet flere fleksible støttemuligheder – herunder til højtuddannede i virksomheden og vidensamarbejde.

Mere information

Du kan læse mere om InnovationsFonden og InnoBooster her