initiativpris

Industrivirksomhed vinder DI’s Initiativpris 2013

En fordobling af antallet af ansatte henover en periode på kun fem år var en af de faktorer, der gav virksomheden FJERO A/S fra Skive Dansk Industris Initiativpris 2013. FJERO A/S er en af de danske SMV’ere, der gør brug af GTS-institutternes kompetencer.

Fra 50 ansatte i 2009 til 101 ansatte i 2014 er noget af en bedrift for virksomheden FJERO A/S, ikke mindst når man tænker på den økonomiske krise, der har præget perioden og generelt set har haft negativ indflydelse på dansk vækst og innovation.
Bedriften er faktisk så i øjnefaldende, at virksomheden er blevet hædret for den. Onsdag d. 22. januar overrakte Hans Kongelige Højhed Prins Joachim ledelsen i FJERO A/S DI’s Initiativpris 2013. Og det er virksomheden naturligvis både glad og stolt over:

”Vi er meget stolte over prisen, der er et stort skulder klap til alle medarbejder på FJERO A/S og en bekræftelse på, at vi arbejder i den rigtige retning.”, siger Sales & Development Manager Niels Storgaard Jensen, FJERO A/S.

FJERO A/S fremstiller specialiserede hydrauliske cylindre, der blandt andet bruges til krævende opgaver inden for offshore-industrien og til vindmøller. Størstedelen af virksomhedens produkter sælges til eksportmarkederne.

Samarbejde med GTS

FJERO A/S har igennem en årrække samarbejdet med GTS, det gælder fx GTS-instituttet FORCE Technology, hvor samarbejdet især har været koncentreret om kvalitetssikring af svejsning.


 

Få mere information på DI’s hjemmeside.

Læs mere FJERO på deres hjemmeside.