iBeacons

iBeacons skaber nye muligheder

Du står i Føtex og kigger på en bøf, da din mobil fortæller dig, at den gode rødvin lige er kommet på tilbud. Det er en lille Bluetooth-chip kaldet iBeacon, som fortæller dig det. iBeacons er ikke kun for supermarkederne og mulighederne, for hvad iBeacons kan bruges til, er mange og forskelligeartet.

iBeacons er en lille Bluetooth-chip, der udsender et signal – et iBeacon ID, som kan opfanges af mobiltelefoner i 70 meters radius. Alle nyere mobiltelefoner og tablets har adgang til at se den lille chip, uden at det kræver specialudstyr, og det er derfor en nem måde at få fat i kunderne og brugere, når de alligevel er i nærheden. Hvis din telefonen opfanger et iBeacons ID vil den, via en app, spørge om tilladelse. Der er derfor både sikkerhedsmæssige og etiske problematikker, men også en masse fordele og potentiale

Service er den store mulighed

Den lille chip har et ganske lavt energiforbrug, og dens batterilevetid øges konstant. Samtidig kan man få den til at drosle ned, når der alligevel ikke er nogen i nærheden – eksempelvis inde i supermarkeder, hvor der er lukket for kunder om natten. Om dagen kan den til gengæld vågne op og hjælpe kunderne med at finde syltetøj, de gode tilbud eller betale med et swipe.

Når det så er sagt, er det svært at få os til at downloade en app, og hvis vi alligevel gør det, bruger vi den sjældent mere end én gang.

– Det er et problem at få folk til at downloade en app. Derfor ser vi, at løsningen bruges, hvis den skaber værdi, når du bruger den. Eksempelvis hvis iBeacon leverer en service, som bruges internt i en organisation fx som døråbner. Ellers hvis den er med til at automatisere nogle processer, som at tingene giver lyd, hvis de skal have opmærksomhed, når du er i nærheden, forklarer Martin Wickings, der er Mobile Business Developer ved HeyBuy.

Han kender en lang række anvendelser, samtidig med at han som importør af de små iBeacons også kan vejlede om, hvad man skal gøre for at komme videre, så de kan gøre en forskel for ens forretning.

– Jeg har ladet mig fortælle, at der eksempelvis sidder 100 iBeacons på Avedøreværket for Dong, og senest at de kan bruges som afstandsalarm, som tracker folks barn på stranden, så de selv kan læne sig tilbage. Altså hvis de stoler på teknologien. De er også i brug i Føtex på den anden side af Alexandra Instituttet i IT-byen Katrinebjerg, hvor man kan betale sine varer med et swipe med Mobile Pay. Her bruges iBeacons til at fortælle, hvilken kasse du står ved, og dermed hvilken regning du skal betale, forklarer han.

Effektivisering af arbejdsgange

Alexandra Instituttet har haft succes med at effektivisere arbejdsgange ved at bruge iBeacons til at tracke personale og ting.

– Det er jo ikke sådan, at iBeacon løser noget, vi ikke har kunnet gøre før, men det giver nogle rigtig gode muligheder, efterhånden som teknologien udvikler sig. Eksempelvis er næste generation af iBeacons tovejskommunikerende. Det vil sige, at de ikke kun udsender et ID; de kan også modtage besked tilbage, så de kan indgå i et sensornetværk, hvis man arbejder lidt mere avanceret med dem, forklarer Tejs Scharling, der er leder af Pervasive Positioning Lab ved Alexandra Instituttet.

Brugerdrevet content på musser med iBeacons

Iværksætteren Simon Staack fra Emplate har valgt at udvikle en platform, der gør det nemt for hans kunder at anvende iBeacons til at understøtte formidling. Det kan være til besøgende på eksempelvis et museum eller et bilcenter.

– Vi stillede spørgsmålet: Skaber applikationer værdi? De hentes typisk under 1000 gange og aktiveres kun 1 gang, så vi ønskede at gøre op med, at der produceres meget, som ingen værdi skaber, forklarer han.

Emplate har lavet en platform, hvor kunderne selv nemt laver den ønskede formidlingsløsning med iBeacon i forbindelse med eksempelvis et museums byvandring og de studerendes U-days.

– Vi leverer platformen, så kan vores kunder selv bestemme indhold og funktioner. Dermed skal de ikke bruge mange ressourcer på at udvikle apps, der måske kun downloades få gange. Samtidig kan de nemt redigere i content, forklarer han.

Indholdet tilknyttes så en iBeacon, som man kan sætte op eksempelvis på museet. Platformen leverer både statistik, understøtter forskellige sprogindstillinger og er i løbende brugerdreven udvikling. Kunderne skal stadig downloade en app, men kan så se content fra de andre, der også er tilknyttet, når de som brugere er i nærheden.

Sådan kommer du igang med iBeacons derhjemme eller på kontoret

Om iBeacons

  • En Bluetooth Low Energy-sender, som en telefon automatisk kan overvåge, om den er i nærheden af
  • Telefonen finder ud af, om man er i en iBeacon-zone
  • iBeacons er Apples variant af Bluetooth Low Energy
  • Signalstyrkeværdi – maks. op til ca 70 m rækkevidde, før man ser tag første gang
  • Lavt energiforbrug
  • Mobiltelefoner der kommer på markedet nu er fintunet til denne teknologi
  • Både indendørs og udendørs, hvor de kan supplere højt strømforbrug i GPS – til eksempelvis store events til formidling uden GPS
  • Alt muligt gejl på vej snart, så det kan være mere end en lille tag men et armbånd, smykke etc.
  • Rygter om at Crome vil understøtte iBeacons, så du kommer udenom apps
  • Koster ca. 300 kr. stk.
  • Android og ios java, objectiveC.
  • Hardware: Det vælter frem med producenter, anvendelse og integration.
  • Software: Gradvist bedre oplevelse for brugerne, flere specialiserede platforme.

iBeacons kan købes direkte hos producenterne, men tilbydes også i stigende grad som en del af cloud-baserede it-platforme. iBeacons er en afgrænset anvendelse af Bluetooth Low Energi (BLE)-standarden. BLE har mere at byde på end blot en lokaliseringsteknologi. BLE kan kobles med sensorer, f.eks. temperatursensorer, hvor minimum- og maksimumtemperaturen under en forsendelse kan aflæses fra en standardmobiltelefon.

Innovationsnetværket Infinit holdt et arrangement i samarbejde med IT-forum og Alexandra Instituttets Sensornetworks Resultatkontrakt om iBeacons. Se præsentationerne fra dagen.