arbejdsmarked; stillinger

Hvordan ser fremtidens arbejdsmarked ud?

Ny stor undersøgelse fra World Economic Forum viser, at digitale teknologier vil automatisere en række jobs, og kan føre til, at langt flere jobs bliver løst der, hvor kompetencerne findes og til den bedste pris.

Industri 4.0 påvirker det danske arbejdsmarked

For lønmodtagere kan den fjerde industrielle revolution, Industri 4.0, føre til, at faste jobs i fremtiden bliver afløst af løse kontraktforhold. Samtidig står virksomhederne over for nogle strategiske valg. Virksomhedernes respons til den fjerde industrielle revolution vil få markant betydning for, hvordan arbejdsmarkederne udvikler sig. Det viser en ny undersøgelse fra World Economic Forum, ”Future of Jobs”, som netop er udkommet.

– Vi må nok indstille os på, at virksomhederne ser de digitale teknologier som en klar mulighed for at øge effektiviteten og skære i omkostningerne ved blandt andet at reducere antallet af fastansatte, hvad enten de er specialister eller varetager manuelle servicejobs. I virksomheders optik kan det også øge fleksibiliteten og være et svar på lokale flaskehalse. Mange af virksomhederne er allerede i fuld gang med denne transformation, siger innovationschef Hanne Shapiro fra Teknologisk Institut, som er World Economic Forums danske samarbejdspartner på ”Future of Jobs”.

– Men hvis virksomhederne skærer helt ind til benet, så risikerer de at tabe den fleksibilitet, som er helt afgørende for innovationskapaciteten. Den er indlejret i medarbejdernes erfaringer og viden, og den kan gøre virksomhederne i stand til hurtigere og bedre at løse meget forskelligartede behov i markederne. Udviklingstendenserne er langt mere komplekse og udfordrer i flere henseender den danske model, siger Hanne Shapiro.

Efteruddannelse under pres

Hanne Shapiro er desuden bekymret over, at vores efter- og videreuddannelsessystem er kommet under pres. Mange virksomheder har skåret i den systematiske tilgang til efter- og videreuddannelse, og det er samtidig i de senere år – og senest med finansloven – blevet dyrere at deltage.

– WEF analysen peger på hvorvidt den digitale revolution skal handle om ”sidste mand lukker og slukker”, eller vi skal bruge de digitale muligheder til at skabe nye og bedre job på et globalt plan. En problemstilling som også bliver en af hoveddagsordenerne på det verdensøkonomiske topmøde i Davos, siger Hanne Shapiro.

Hent rapporten og mere information

World Economic Forum har spurgt HR direktører fra en række globale virksomheder, som tilsammen repræsenterer 13 millioner ansatte om at give deres bud på job og kompetencer for 2020.

Du kan hente rapporten ”The Future of Jobs” og læse mere her