Hvordan investerer vi bedst i Industri 4.0?

Vi ved, at Industri 4.0 vil føre til væsentlige omvæltninger i produktionsvirksomhederne i fremtiden, og nogle er allerede godt i gang med at udnytte de nye muligheder. Men hvordan gør man det? Innovationsfonden søger input fra virksomheder, som har forslag til, hvordan de bør investere i Industri 4.0.

Industri 4.0 er stadig et nyt begreb, og det står ikke klart, hvor investerede midler har mulighed for at opnå størst effekt. Som led i en ny investeringsstrategi, ønsker Innovationsfonden derfor at iværksætte en række nye, strategiske tiltag inden for Industri 4.0.

Med den kommende strategi ønsker Innovationsfonden at fremme institutioners og virksomheders viden og evne til at udnytte nye muligheder inden for Industri 4.0. Det, at danske virksomheder følger med i den nye industrielle virkelighed, er således nødvendigt for danske virksomheders konkurrenceevne.

Vær med i diskussionen

Innovationsfonden alene kan dog ikke repræsentere alle de nuancer, der er nødvendige at få inkluderet i en omfattende investeringsstrategi. Derfor søger fonden input fra virksomheder og fageksperter, som har forslag til, hvordan investeringer i Industri 4.0 kan tage sig ud, så de bliver målrettet de danske virksomheders behov.

Af den årsag inviterer innovationsfonden til tre arrangementer, hvor der vil være fokus på perspektiverne i den nye industri, samt muligheden for at drive dem videre via de rette investeringer. Hvis du og din virksomhed har indsigt og erfaring på området, opfordres I derfor til at deltage i et af de tre gratis arrangementer.

For at starte dialogen vil der være oplæg af forskellige talere afhængigt af lokationen. Herefter vil en længere diskussionsrunde finde sted mellem virksomheden, innovationsfonden og tilstedeværende interessenter.

Arrangementerne afholdes d. 5, 6 og 12. december i henholdsvis København, Odense og Aalborg.

Læs mere og tilmeld dig her