bedreinnovation; Forskningsministeren

Hvad mener du GTS-institutterne skal udvikle?

Robotter; pilotproduktion; nye materialer til industrien og sensorer til vand og miljø. Det er blot nogle af de 109 unikke forslag på, hvad GTS-institutterne gerne vil udvikle frem mod 2018.  Men matcher det behovene i dansk erhvervsliv? Det kan du være med til at debattere på bedreinnovation.dk.

bedreinnovation.dk kan du frem til den 14. maj deltage i debatten om, hvordan samfundet skal investere 900 mio. kr. i de ni GTS-institutter. Investeringen betyder, at GTS-institutterne kan udvikle nye teknologier og løsninger, der flytter danske virksomheder i deres arbejde med innovation.

Tredje gang med ”crowdsourcing”

For tredje gang kan virksomheder, erhvervsorganisationer, forskere, myndigheder og andre med interesse i GTS-institutterne kommentere forslagene til aktiviteter og deres relevans for danske virksomheder – og eventuelt komme med forslag til, hvordan aktiviteterne kan forbedres.

– Vi glæder os meget til at følge med i debatten og se, hvordan virksomheder og organisationer tager imod de ideer, GTS-institutterne har lagt op. Crowdsourcing er et hot emne, alligevel er det ret enestående, at aktivitetsforslag på den måde bliver lagt åbent frem til debat – og så er det faktisk tredje gang det sker. Vi håber, at rigtig mange fra erhvervslivet og organisationerne tager imod tilbuddet og går ind og blander sig i, hvad forskningsmidlerne skal bruges til, siger direktør i GTS, Ragnar Heldt Nielsen og fortsætter: GTS-institutternes opgave er at skabe dansk innovation med udgangspunkt i teknologi.

International konkurrenceevne

– Danske virksomheder skal kunne konkurrere på det internationale marked. Det kræver, at den nyeste viden kommer ud i vores virksomheder og bliver brugt til at skabe nye produkter eller nye arbejdsgange. Jeg håber, at mange vil give deres bud på, hvilken ny viden virksomhederne har brug for, så vi kan skabe en åben debat og sikre, at vi prioriterer de rigtige projekter, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

I sidste ende er det Styrelsen for Forskning og Innovation, der vurderer GTS-institutternes aktivitetsforslag og bestemmer, hvilke aktiviteter der skal have offentlig støtte. Men det sker med udgangspunkt i den debat, der har været på bedreinnovation.dk.

Læs pressemeddelelsen fra GTS-foreningen.

Besøg bedreinnovation.dk og deltag i debatten