kokke-EM

Hæder til Danmark i kokke-EM

Foto: Bocuse d’Or.

Kok Kenneth Hansen og hans assistent Kasper Christensen har vundet sølv ved kokke-EM – Bocuse d’Or Europe. Andenpladsen er direkte adgangsgivende til verdensmesterskabet, så Kenneth genoptager træningen i AgroTechs Foodture Lab inden længe.

Kenneth Hansen har siden januar trænet i Foodture Lab, hvor AgroTech har indrettet et køkken, der er en tro kopi af det, der konkurreres i til selve Bocuse d’Or konkurrencerne. Nu skal jobbet på Svinkløv Badehotel passes, herefter vender Kenneth tilbage til Foodture Lab for at træne op til finalen, der afholdes i Lyon januar 2015.

”Vi glæder os på Kenneths, Kaspers og Danmarks vegne over den flotte placering, og vi er klar til at modtage kokkene i Foodture Lab, hvor vi ser frem til at følge træningen frem mod finalen på tætteste hold”, siger Dorte Petersen, centerchef hos AgroTech og en af sponsorerne bag Bocuse d’Or Danmark.

11. år i træk at Danmark får priser i kokke-EM

Kenneth Hansens to retter var klart overlegne, så dommerne var ikke i tvivl om, at Danmark endnu en gang måtte på vinderpodiet. Det er 11. år i træk at Danmark modtager priser til Bocuse d’Or.

“Det er ovenud skønt!! Jeg har arbejdet intensivt med mine retter siden begyndelsen af året og følte også dagen igennem en sikkerhed om, at jeg ville lykkedes med min mad. Og det skyldes ikke mindst hjælpen fra min fantastiske assistent Kasper Christensen. Uden ham var det slet ikke lykkedes,” siger Kenneth Hansen.

Kokke-EM

Kenneths hovedret

Kenneth vandt i konkurrencen med følgende menu:

Forretten var lyssej, østers, blåmuslinger, danske kartofler danske hvide asparges og stenbiderrogn.

Hovedretten (se foto) var unggris med grisetæer og svineblod. Dertil løgpure, hvide asparges og en peberrodssauce.

Læs mere om Kenneth og forberedningerne og træning i Foodture Lab

Læs mere på AgroTechs hjemmeside.