iot

GTS udgiver publikation med anbefalinger om IoT

På blot fire år er Danmark faldet fra en 8. plads til en 15. plads på World Economic Forums årlige liste over landes evne til at udnytte IT-teknologi. Det kalder på handling, der bringer Danmark tilbage i eliten. I ny publikation giver GTS-institutterne syv anbefalinger til, hvordan det kan ske.

Internet-of-Things (IoT) vil fremover have afgørende indflydelse på virksomheders konkurrencesituation. Tyskland er et af de lande, der har reageret hurtigt på udviklingen. Her er der sat fuld fart på ”Industri 4.0”, som er visionen om fremtidens industri, hvor produkter og processer bliver intelligente og kommunikerer med hinanden.

Fremtidens vindere er de virksomheder, der udnytter de nye muligheder i IoT til at strømline driften, sende smarte produkter på markedet, og som evner at interagere med kunder og leverandører for at få tilført nye data, som virksomhederne kan bruge til at optimere forretningen. Allerede i dag er evnen til at tilføje intelligente enheder i produkter og produktionsprocesser med til at bringe virksomheder frem foran konkurrenterne.

Men spørgsmålet er:

  • Hvor klar er Danmark og dansk industri til at deltage i dette kapløb?
  • Hvor er de centrale udfordringer?
  • Og hvor bør vi satse teknologisk og forretningsmæssigt med udgangspunkt i danske styrkepositioner?

GTS-institutternes tætte samspil med op imod 20.000 danske kunder hvert år giver en enestående viden om, hvad der rører sig, hvilke udfordringer virksomhederne har – og hvad der skal til for at få flere virksomheder til at gribe mulighederne i IoT. I den nye publikation kan du læse om, hvilke indsatser GTS-institutterne mener, der skal sættes i gang.

Der bliver bl.a. peget på, at der er brug for at opruste Danmarks kompetencer inden for udvalgte vækstteknologier og for at sikre demonstrationsfaciliteter. Herudover bliver det anbefalet, at IoT indgår i uddannelsesindsatsen, så nyuddannede unge er klædt på til at bringe IoT med ind på deres kommende arbejdsplads. Et fjerde element er udvikling af ”værkstøjskasser”, som virksomheder nemt kan benytte til at komme fra idé til produkt.

Læs alle anbefalingerne i publikationen, der også indeholder ni eksempler på, hvordan GTS-institutterne allerede i dag samarbejder med virksomheder om digitale løsninger.

Læs hele publikationen her (PDF)