Genoplev InnovationSTORM

Den 25. september blev InnovationSTORM afholdt. I et videosammendrag kan du nu se eller genopleve prisoverrækkelserne, talerne og de underholdende indslag.

Universal Robots tog hovedprisen

Den 25. september kårede Rådet for Teknologi og Innovation og Styrelsen for Forskning og Innovation fem danske innovationer ved et stort og festligt arrangement i Grev Moltkes Palæ. Det var H.K.H. Prinsesse Marie og Minister Morten Østergaard som overrakte hovedprisen til Universal Robots for deres robot UR10, som har skabt en robotteknologi, som er tilgængelig for alle virksomheder, uanset størrelse.

Kø-systemer og engangsbækkener

I de øvrige kategorier vandt Queue-it med deres online kø-system, Zzzero med deres ultra-effektive strømforsyning ZERO, Agger Foods med deres miljøeffektive og sundhedsfremmende fødevareprodukt Soy4you, og goloo med et oppusteligt engangsbækken, der reducerer faren for smitte og forbedrer sengeliggende patienters komfort.

Musik, dans og satire på InnovationSTORM

Udover prisoverrækkelserne var der festlige indslag med musik og dans. Snobberne Fritz og Poul fra Rytteriet kom også forbi for at overrække deres egne innovationspriser – Morten Østergaard fik både overrakt au pairs, gyldne håndtryk og ti krakkede banker efter eget valg.

Se sammenklippet på Youtube.