Digitalisering giver mere brugervenlig brandsikring

DBI har udarbejdet en digital udgave af ’Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri’. Dermed kan projekterende af nye bygninger tilføje egne erfaringer, dele dem med andre og indsætte eksempler fra den virkelige verden. 

Med en ny webapplikation fra DBI er ‘Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’ blevet digital. Løsningen er en betaudgave og en del af DBI’s resultatkontrakt ‘Beslutningsstøtte til nem digital projektering af brandsikkerhed’. Den er tilgængelig for alle og gratis at anvende.

– Den digitale Eksempelsamling giver brugerne en række fordele og er mere end blot en PDF-udgave af en 300 siders bog. Bl.a. har den en intelligent søgefunktion, som gør det nemmere og mere enkelt at finde det, man søger, siger Brian V. Jensen, der er leder af brandrådgivningsafdelingen hos DBI.

Del egne erfaringer og viden

Derudover kan man sammenstykke kravlister i løsningen ved at samle de afsnit fra samlingen, der er relevante i forhold til et givent projekt. Dermed opnås en liste over de forhold, man skal forholde sig til i projektet – dvs. en bruttoliste til brandstrategien. Desuden kan egne noter skrives til kravlisterne.

– Man kan f.eks. tilføje sine egne erfaringer eller indsætte eksempler fra den virkelige verden. Noterne kan deles med andre brugere, f.eks. på arbejdspladsen. Hensigten er nemlig at gøre det lettere at dele erfaringer og viden, som ellers kun kommer den enkelte medarbejder til gode, siger Brian V. Jensen.

Muligheder for udvikling

Digitaliseringen af Eksempelsamlingen er første arbejdspakke i resultatkontrakten, som udvikler digitale serviceydelser, der skal gøre det nemmere og billigere at projektere brandsikkerhed. Løsningen henvender sig til alle, der arbejder med projektering af byggeri.

– Der er mange muligheder for at udbygge løsningen, og vi vil gerne udvikle værktøjet. Derfor ser vi på, hvordan den bruges og lytter til, hvilke funktioner eller forbedringer brugerne efterspørger, siger projektleder Claus Langhoff.

Læs mere her

Foto: DBI