DFM

DFM overtager akkreditering indenfor ruheds- og koordinatmåling

Center for Geometrisk Metrologi (CGM) på DTU Mekanik har siden 1992 udbudt akkrediteret kalibrering og prøvning af ruhedsmålere, ruhedsnormaler og hulplader, men fra 1. januar 2016 er disse opgaver overdraget til DFM.

Skal styrke kompetencer på området

Overdragelsen er et led i et ønske om at samle og styrke kompetencerne omkring dimensionel metrologi på DTU. De nye ydelser betyder, at DFM vil kunne spænde over et større område inden for overfladekarakterisering, og på den måde være i stand til at finde løsninger som dækker flere specialområder og derved har en større relevans for dansk industri.

DFM: Den metrologiske infrastruktur i Danmark styrkes

Michael Kjær, adm. direktør, DFM udtaler:

-Det er af stor betydning for danske virksomheders konkurrenceevne, at de har adgang til metrologiske kompetencer og ydelser på højeste niveau. Konsolideringen af aktiviteterne vil øge synergien i forskningsindsatsen og bidrage til at den metrologiske infrastruktur i Danmark styrkes.

CGM og DFM arbejder sammen om at gennemføre overdragelsen bedst mulig. For at sikre kontinuiteten vil DFM i en periode gøre brug af DTU’s faciliteter og ressourcer.