konkurrenceevne

Det går (lidt) bedre med dansk konkurrenceevne

For første gang i tre år rykker Danmark to pladser frem i placeringen over de mest konkurrencestærke nationer i verden. Danmark er nu på en 13. plads. Det viser ny rapport fra World Economic Forum. Der er stadig plads til forbedringer, mener GTS-foreningen.

Den positive udvikling i dansk konkurrenceevne forklares i rapporten med en stram finanspolitik og en vis forbedring af lånemuligheder. Et andet positivt træk er, at vi ikke blot konkurrerer på pris, men på unikke produkter og processer. Herudover har vi et fleksibelt arbejdsmarked, med en stærk IKT infrastruktur.

GTS-foreningen glæder sig

GTS-foreningen glæder sig over, at Danmark springer et par pladser frem og udviklingen i dansk konkurrenceevne dermed går den rigtige vej. Men hvad angår teknologi, så går vi i kategorien ”technological readiness” tilbage fra en 5. plads til en 6. plads, mens vi går fem pladser frem til en 15. plads i underindikatoren ”firm-level technology absorption”.

-Der er dermed stadig plads til forbedring bl.a. i forhold til at få flere virksomheder – ikke mindst små og mellemstore virksomheder – til at benytte nye teknologiske muligheder til at skabe innovation og vækst. I GTS-foreningen er vi overbeviste om, at det er den hurtigste vej til at styrke dansk konkurrenceevne, siger Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen og fortsætter:

-Der er derfor brug for at have fokus på, hvordan man kan få langt flere danske virksomheder til at udnytte nye teknologiske muligheder til at forbedre produkter og processer. Hvilket de danske GTS-institutter er meget optagede af.

Mere information

Teknologisk Institut er World Economic Forums danske partner, og du kan læse mere og hente rapporten på deres hjemmeside

Læs mere om Teknologisk Institut