opfindelser

De bedste opfindelser i 2015

Folk er ret gode til at finde på og få ideer. Men det er langt fra altid, at de får gjort noget ved dem. Det er oplagt at få prøvet dem af. Hvert år kommer en række produkter, teknologier og løsninger udtænkt af folk som dig og mig på markedet. Opfinderrådgivningen fremhæver fem fra årets bunke.

En god ide løser det genkendelige problem

– Du kan kende en god idé på, at den løser et problem, som mange genkender. Det var også det, der skete for den berømte isterningepose, som gjorde Erling Vangedal-Nielsen til millionær på en simpel idé. Mindre kan også gøre det, og måske er du den næste borger, der oplever at få din idé på markedet til glæde for andre, siger teamleder i Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut, Kasper Birkholm Munk.

Opfinderrådgivningen er en del af erhvervsfremmesystemet og tilbyder gratis rådgivning til borgere med gode ideer i Danmark.

1 ud af 100 ideer har markedspotentiale

Når du får en god idé, skal du først undersøge, hvad der findes af konkurrerende løsninger, og hvordan din idé adskiller sig. Er den billigere eller bedre? Dernæst skal du finde ud af, om andre kan genkende det problem, din idé løser. For eksempel ved at spørge relevante brugere om det, og om deres behov for at få det løst.

– Hvis du derefter tror på, at du har en rigtig god idé, skal den modnes og udvikles, og du skal finde ud af, om den kan blive til en forretning også, siger Kasper Birkeholm Munk.

Tommelfingerreglen hos Opfinderrådgivningen er, at 1 ud af 100 ideer har potentiale til at komme på markedet.

De fem bedste opfindelser i 2015

Her får du Opfinderrådgivningens fem udvalgte gode ideer, som er kommet på markedet i 2015. De fleste har været forbi www.opfind.nu.

Enkelt men godt

Marianne Vesterholt har udviklet aktiveringsmåtten Buster Activity Mat til hunde, som kan fyldes med øvelser, der holder kæledyret motorisk godt beskæftiget. Hun har ikke nogen speciel baggrund for at lave måtten udover, at hun er en glad hundeejer. Men pet-virksomheden Jørgen Kruuse A/S synes godt om ideen og har sat den i produktion. Ikke mindst i USA sælger Buster Activity Mat rigtig godt.

Velfærdsløsning

Den batteridrevne mobile løftestol Raizer hjælper folk op, der er faldet, og personalet undgår de tunge løft. Rigtig godt i ældreplejen og hjemmeplejen Den er hurtig og enkel at bruge, kan betjenes af én person og gør løftearbejdet enkeltog værdig. Den er gået over forventning for virksomheden Liftup A/S  i både ind- og udland. Opfinderen fik et flot engangsbeløb for at sælge sine rettigheder.

Borgeren tog fat

Carsten Sønderskov er ramt af sklerose og havde brug for en stok, der ikke falder fra ham i hverdagens situationer. Han har særlig viden om magneter, som han udnyttede til at udvikle Magni-stokken, der sidder fast i en holder af velcro og magnet i buksebæltet. Den falder ingen steder og er nem at trække klar til brug. Carsten brugte Opfinderrådgivningens idé- og modelværksted Fablab TI til at lave tidlige prototyper. Han startede virksomhed på stokken men er for syg, så en iværksætter i hans omgangskreds har taget over.

Særlig brug af teknologi

På mission fra Nordjylland. GomSpace’s små satellitter er ret imponerende. De er på størrelse med en mælkekarton og har vundet stor udbredelse i verden. Virksomheden er vokset ud af rumprogrammet på Aalborg Universitet. Man bruger satellitterne til at overvåge flytrafikken over verdenshavene og regne den korteste rute ud = sparer brændstof, tid og CO2-udledning. Andreas Mogensen, Danmarks astronaut, satte en af deres GOMX-3-satellitter i kredsløb på sin rumfærd i 2015.

Sjovt

Succesen med det friske brætspil Klask og den internationale licensaftale med en finsk spilproducent gjorde, at tømreren og idemanden har taget springet og åbnet eget opfinderværksted. Klask har både succes om værtshus- og familiespil. Det foregår på et højt bræt mellem spillerne. Du styrer din magnetspiller under brættet via en lang magnet. Det gælder om at få bolden i modstanderens hul.