DBI åbner kontor i Norge

Som led i DBI’s internationaliseringsstrategi etablerede DBI sig sidste år med en ny enhed i Norge – under navnet DBI Norge. Nu går DBI så skridtet videre og åbner kontor i Norge. Det sker den 1. oktober 2016, når DBI Norge får til huse i Gardemoen Business Park i nærheden af Oslos lufthavn. 

– Det er vigtigt at være lokalt til stede og i tæt dialog med kunderne. Derfor rykker vi nu til Norge. Den centrale placering i forhold til Oslo lufthavn og motorvejsnettet gør det nemmere at komme rundt og lave brandundersøgelser i hele landet, siger Claus Haagen Henriksen, der er daglig leder af DBI Norge og international forretningsudvikler i DBI.

Norske brandundersøgere

Da der er mangel på erfarne brandundersøgere i Norge, tilbyder DBI Norge i første omgang brandundersøgelser til de norske kunder, herunder bl.a. forsikringsselskaberne. I den forbindelse har DBI Norge netop ansat en norsk brandundersøger og er i gang med at ansætte endnu en, som fra efteråret vil modtage intensiv træning af DBI’s danske brandundersøgere.

Oplæringen kommer til at foregå både i Danmark og i Norge i forbindelse med de brande, som DBI undersøger årsagen til, og skal bringe de norske brandundersøgere op på samme høje niveau som de danske brandundersøgere.

Stort potentiale

Da Norge ikke ligger inde med de kompetencer, der er brug for på brandundersøgelsesområdet, er der tale om et stort uudnyttet marked, som DBI har gode chancer for at sætte sig på.

– Det her er kun begyndelsen. Vi bevæger os inden for et forretningsområde med et kæmpemæssigt potentiale, og jeg forventer, at vi på sigt kan skabe en lige så stor undersøgelsesforretning i Norge, som vi har i Danmark, siger Claus Haagen Henriksen.

Når først DBI Norge er landet rigtigt i de nye lokaler og har fået dyrket netværket lidt mere, er det tid til at se på, hvilke andre forretningsområder der også kunne være interessante for DBI’s norske enhed. Bl.a. blev DBI for et par år siden godkendt til rådgivningsopgaver inden for byggeri i Norge.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte daglig leder af DBI Norge og international forretningsudvikler,

Claus Haagen Henriksen på tlf.: 26 89 30 23 eller e-mail: che@dbi-net.dk.

Læs mere om DBI her