Data og machine learning skal styrke træningen af kaptajner

I regi af det nyligt etablerede ShippingLab er FORCE Technology leder af arbejdspakken Digital Ship Operation. Arbejdspakken fokuserer på at udvikle værktøjer og metoder til at skabe såkaldte ’digitale tvillinger’ af skibe ved anvendelse af data.

Ved at udvikle digitale tvillinger af det enkelte skib vil optimeringen af skibets drift blive langt mere præcis og effektiv, da effekterne af forbedringerne kan simuleres i en nøjagtig model for det specifikke skib.

Digitale tvillinger = grøn sejlads

I arbejdspakken vil man blandt andet udstyre et skib fra Scandlines med en lang række forskellige målere, der holder øje med og indsamler data om fx vindhastighed, vanddybde, trim, dybgang, brændstofforbrug og skibets bevægelser i vand.

De indsamlede data sendes til Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der på baggrund heraf vil udvikle machine learning-modeller, som kombineres med modeller for motoregenskaber, fouling, thrusters, ror, propeller mv. Dermed ender man med en digital tvilling med fokus på manøvreringsegenskaber.

Nye og opdaterede simulatormodeller baseret på data i realtid gør træningsmiljøet endnu mere virkelighedstro. Jo mere realistisk træningsmiljøet er, jo større er læringen, og jo bedre bliver kaptajnerne til at manøvrere skibet miljøvenligt og optimalt uanset vind og vejr.

Du kan læse mere om arbejdspakken her og ShippingLab her