Danske virksomheder har taget robotterne til sig

Robotter er over de seneste år blevet et almindeligt værktøj i en stor del af danske virksomheder, viser analyse fra Teknologisk Institut. Ifølge GTS-instituttets eksperter skal virksomhederne dog være opmærksomme på, at deres udenlandske konkurrenter også har højt tempo på automatiseringen.

Aldrig tidligere har der været så mange danske virksomheder der anvender robotter i deres produktion. Andelen af fremstillingsvirksomheder, der anvender robotter, er ligefrem steget med 50 procent siden 2015. Hele 44 procent af virksomhederne med mere end 10 ansatte får nu hjælp fra robotter. Det viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut, som bygger på interviews med 526 danske fremstillingsvirksomheder der udgør et repræsentativt udsnit af danske fremstillingsvirksomheder med mellem 10 og 1000 medarbejdere.

Analysen viser videre, at virksomheder i stort tal står klar til at investere i robotter i de kommende år. Udviklingen findes i alle brancher, men i nogle brancher, fx i tøjbranchen, ser skiftet ud til at blive særligt tydeligt i de kommende år. Det er især i større, internationalt orienterede og innovative eksportvirksomheder, at robotterne bliver sat i arbejde. Også i de mindre virksomheder findes man dog robotter på arbejdsgulvet.

Behov for langsigtede strategier

– Robotter er på vej til at blive hverdag i mange af Danmarks fremstillingsvirksomheder. Der er ikke meget science fiction over robotterne, som mest af alt er et fleksibelt, enkelt og driftssikkert værktøj. De gør arbejdet præcist og hurtigt, og kan tage nogle af de tunge løft eller ensidigt, gentaget arbejde, siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut.

Til trods for at danske virksomheder i høj grad har taget robotterne til sig, så opfordrer roboteksperterne på Teknologisk Institut virksomhederne til gå strategisk og fremtidsorienteret til værks når det kommer til automatiseringen.

– Mulighederne for at bruge robotter i fremstillingsvirksomheder bliver bedre hver eneste dag – det går hurtigt. Men det gør det også i verden omkring os. Danske virksomheder er derfor nødt til at arbejde strategisk med automation og digitalisering. Vi skal ikke kun kigge efter gevinster i dag, men også hvor vi ønsker at være om f.eks. tre år. Det er ofte ikke kun et spørgsmål om teknologi, men også et spørgsmål om parathed i organisation, herunder kompetencer både på ledelse og operationelt niveau, siger centerchef Kurt Nielsen, Teknologisk Institut.

Udvalgte tal fra undersøgelsen:

  • 44 procent af virksomhederne i undersøgelsen anvender robotter.
  • Hos virksomheder inden for kemisk industri og plastindustri har seks ud af ti virksomheder robotter, og yderligere tre ud af ti virksomheder er på vej.
  • Store virksomheder har i højere grad end mindre virksomheder robotter eller planer om at implementere robotter.
  • Robotterne skal være fleksible, enkle og billige: 56 procent af virksomheder, som skal investere i robotter, har fleksibilitet som vigtigt kriterium; 41 procent kræver, at de skal være enkle; mens 28 procent angiver prisen som et vigtigt parameter.
  • Kun fire procent af virksomhederne forventer inden for de næste fem år at indføre såkaldt smarte robotter med sensorer, kunstig intelligens og opkobling til andre dele af virksomheden.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut