Danske virksomheder

Danske virksomheder er gode til at få midler fra Horizon 2020

Blandt de 20 lande, som modtager flest midler fra Horizon 2020, er Danmark det land, der modtager næst flest midler per indbygger fra EU’s forsknings- og innovationsprogram. Især små og mellemstore virksomheder er gode til at få støtte fra programmet til innovative virksomheder.

Kun overgået af Holland er Danmark det land, der får flest penge per indbygger fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. De danske projektdeltagere har samlet fået bevilget, hvad der svarer til knap 470 kr. pr. indbygger i Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Europa-Kommissionen.

Succes i programmer for små og mellemstore danske virksomheder

De danske små og mellemstore virksomheder præsterer godt i den skarpe konkurrence om at få støtte fra EU. I det særlige program for innovative virksomheder ligger danske SMV’er nummer fire, når man sammenligner hjemtag per indbygger blandt de tyve lande, der henter flest midler.

Om Horizon 2020

Horizon 2020 er EU´s rammeprogram for forskning og innovation, der gælder for årene 2014-2020 med et budget på cirka 75 milliarder euro. Programmet yder projektfinansiering til blandt andet forskere, virksomheder, iværksættere, organisationer og regioner.

Se et interaktivt kort over projekter i hele Danmark.

Besøg Danmarks officielle side om Horizon 2020