rumfart

Dansk rumfart med FORCE Technology

Foto: DLR

Når Andreas Mogensen den 2. september sendes op i rummet, er det som den første dansker nogensinde. FORCE Technology har været en del af dansk rumfart lige siden 1996.

FORCE Technology er involveret i udviklingen af Ariane-raketternes hovedmotor. I januar besluttede Det Europæiske Rumagentur, ESA, at FORCE Technologys raketdysedesign skal bruges til at løfte den kommende Ariane 6-raket. Første opsendelse forventes at finde sted i 2019.

Rumfart fylder ikke meget på bundlinjen, men meget i bevidstheden

Rumfartsteknologi fylder ikke meget i FORCE Technologys samlede omsætning, men er dog stadig en vigtig del af instituttets aktiviteter.

– Selv om rumfart kun er en lille del af FORCE Technology, er det et stort aktiv i vores bevidsthed at kunne sige, at vi arbejder med det. Hvis man kan arbejde i den verden, giver det en tillid til, at man som virksomhed har et meget højt fagligt niveau, siger Thomas Aaboe Jensen, afdelingschef hos FORCE Technology.