EU

Dansk miljøvaredeklarationer anerkendt i EU

EPD Danmark har udgivet den første danske miljøvaredeklaration for byggevarer, som er anerkendt på tværs af Europas landegrænser. Den blev overrakt på en konference i Bruxelles, og betyder, at danske byggevareproducenter nu kan få miljødeklareret deres produkter i en dansk kontekst, og samtidig være sikre på, at kvaliteten og indholdet er anerkendt i EU.

I efteråret 2013 blev EPD Danmark lanceret af Teknologisk Institut, og i april 2014 blev den første dansk-registrerede miljøvaredeklaration færdig. Nu har det europæiske marked så fået de første ECO Platform EPD’er at se, heriblandt den dansk-registrerede EPD for virksomheden ISOKLINKER ApS fra Risskov ved Aarhus. ISOKLINKER er et isoleringssystem, hvor isolering og mursten er i én samlet konstruktion. Det bruges energirenovering af eksisterende facader, og virksomhedens ejer er stolt af at kunne fremvise deres nye miljøvaredeklaration med ECO Platform logoet trykt på forsiden.

Vi opererer i flere europæiske lande, så det har stor værdi, at vores EPD er anerkendt på europæisk niveau. Vi tror på, at verificeret dokumentation for et produkts miljøbelastning ud fra en livscyklusbetragtning er en vigtig forudsætning for at kunne bygge gode miljøvenlige bygninger både nu og i fremtiden. Vi er sikre på, at der i fremtiden vil være en stigende efterspørgsel på sådan miljøinformation, siger ejer af ISOKLINKER ApS Søren Holmelund.

EU anerkendelse sparer virksomhederne tid, frustrationer og penge

– Denne gensidige anerkendelse på tværs af Europas landegrænser er et utrolig vigtigt første skridt i den rigtige retning, imod et harmoniseret EPD-format til kommunikation af byggevarers miljøegenskaber. Det vil i praksis betyde at producenter, der eksporterer til flere lande, kan undgå at skulle udarbejde den samme type dokumentation mange gange. Dette sparer virksomhederne en masse tid, frustrationer og ikke mindst penge, og samtidig modvirker det handelshindringer på det Europæiske marked, siger konsulent Mathias Høeg fra Teknologisk Institut.

Yderligere oplysninger, kontakt Mathias Høeg, Teknologisk Institut på mshk@teknologisk.dk eller på 72 20 10 43. Læs mere på EPD Danmarks hjemmeside.