Dansk forskning i frontposition

Dansk forskning klarer sig fortsat godt internationalt ifølge nye tal fra Forskningsbarometer 2018. Af OECD-landene er Danmark landet, hvor den største andel af videnskabelige publikationer udgives i samarbejde med erhvervslivet. Samtidigt formår vores forskning at være blandt den mest citerede.

Årets Forskningsbarometer, der udgives af Uddannelses- og Forskningsministeriet, giver et billede af dansk forsknings omfang og kvalitet i et internationalt perspektiv. Gennemgangen viser, at Dansk forskning udmærker sig på flere punkter, når man sammenligner med øvrige OECD-lande.

Blandt de mest citerede

I årets opgørelse kan man blandt andet læse sig til, at Danmark ligger i top tre på listen over lande med de mest citerede videnskabelige publikationer blandt OECD-landene. Kigger man på andelen af publikationer, som er blandt de 10 procent mest citerede, vil Danmark ligeledes kunne findes helt i top på en 2. plads.

På et andet andet væsentligt punkt ligger dansk forskning også forrest blandt OECD-landene – nemlig når det kommer til andelen af publikationer, som er udarbejdet i samarbejde mellem offentlige forskere og erhvervslivet. I perioden 2013-2017 blev omkring 6,6 procent af danske publikationer således sampubliceret med erhvervslivet.

– Det er stærkt gået, at dansk forskning citeres så meget internationalt. Det viser, at vores forskning er af høj kvalitet. Derudover er det fantastisk, at danske forskere er så gode til at publicere deres forskningsresultater sammen med erhvervslivet. Det tætte samarbejde er et udtryk for forskning, der har stor relevans for erhvervslivet. Samarbejdet må gerne blive endnu tættere, så vi kan gøre dansk forskning endnu mere tilgængelig, udtaler uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers sig i en pressemeddelelse.

Stærkt hjemtag fra Horizon 2020

Danmark udmærker sig også ved et stærkt hjemtag fra EU’s rammeprogram forskning og innovation, Horizon 2020. Det samlede hjemtag svarer til omtrent 135 euro per dansker, hvilket er det næsthøjeste niveau blandt EU’s medlemslande. Det er igen med til at tegne et billede af at de danske forskningsmiljøer generelt er af er af høj kvalitet.

Du kan finde årets Forskningsbarometer her