Dansk forskning hører til eliten

Publikationen “Forskningsbarometer 2017” er netop udkommet. Den belyser kvaliteten og profilen af dansk forskning i et internationalt perspektiv. Rapporten viser bl.a., at dansk forskning er noget af den mest citerede forskning i OECD. 

Danmark er i top 5 blandt OECD-landene i forhold til den videnskabelige gennemslagskraft af publikationer i perioden 2012-2016. Og målt på andelen af de 10 procent mest citerede publikationer ligger Danmark helt i top. En femtedel af de danske publikationer er blandt de 10 procent mest citerede, hvilket er det højeste blandt OECD-landene på niveau med Schweiz.

En glad minister

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind er glad for Danmarks placeringer.

– Vi har i mange år markeret os som et af de stærkeste lande i verden, når det gælder videnskabelige gennembrud, og danske forskere er – som vi kan se her – blandt de mest citerede i verden. Men vi kan ikke løbe fra, at den internationale konkurrence er benhård. Så hvis Danmark skal være en forskningsnation i den absolutte verdenselite, så skal vi blive endnu bedre, end vi er i dag, og vi skal blive ved med at forbedre os, siger Søren Pind.

Regeringen er derfor fremkommet med en forsknings- og innovationspolitisk strategi, der indeholder mål for fremtidens forskning og innovation. Regeringen vil blandt andet etablere en Nobel-pagt, fordele forskningsmidlerne til universiteterne med større fokus på kvalitet og skabe bedre karrieremuligheder for unge forskere.

Du kan læse hele pressemeddelelsen her 

Du kan læse Forskningsbarometer 2017 her