Danmarks største kraftmåler flytter ind hos FORCE Technology

En ny kraftmaskine giver danske virksomheder adgang til en bred servicepalet for kalibrering af måleudstyr. Maskinen er den eneste af sin slags i Danmark, og den byder derfor på nye muligheder for danske virksomheder.

Den fuldautomatiske kraftmaskine kan håndtere tryk og træk på op til 200 tons (2000 kN) og måle med en nøjagtighed på 0,02 % relativ. Det gør den 5 gange mere nøjagtig end eksisterende kraftkalibreringsudstyr på det danske marked.

Den nye kraftmaskine vil med sin høje nøjagtighed ved store belastninger især gavne virksomheder fra fx vindmølleindustrien, offshoreindustrien, byggeindustrien og servicesektoren, der anvender dynamometre, krafttransducere, donkrafte og materialeprøvemaskiner.

Krævende indflytning

Monteringen har dog ikke været helt ligetil, da maskinen med sin højde på 4,5 meter og vægt på 9 ton har sprængt rammerne i FORCE Technologys laboratorie i Brøndby. Maskinen var for høj til laboratoriet, og man måtte derfor skære et hul i taget for at fire maskinelementer ned og sikre den nødvendige loftshøjde. Til trods for udfordringerne er kraftmaskinen nu klar til at assistere danske virksomheder med en leveringstid på 7-14 dage.

Læs mere om den nye maskine og dens krævende ankomst her

Du kan også kontakte Aykurt Altintas på tlf: 22 69 76 41 eller e-mail: aya@force.dk for mere information om den nye kraftmaskine.

Billede: FORCE Technology