Danmark i top 3 på EU-forskningstilskud

Danmark placerer sig igen i top 3 blandt de lande, der modtager mest EU-tilskud til forskning og innovation pr. indbygger. Det viser nye tal fra Styrelsen for Forskning og Innovation.

De nye tal viser, at Danmark nu modtager i gennemsnit 2,34 % af de midler EU uddeler til forskning og innovation. Det betyder, at Danmark i gennemsnit i 2012 fik et tilskud på 76 millioner kroner om måneden, mens beløbet i 2011 var på godt 70 millioner kroner pr. måned.

Set i forhold til landets indbyggertal placerer Danmark sig som nr. 3 efter Schweiz og Finland, som henter flere penge fra EU’s forskningsprogram pr. indbygger.

Fremgang

Bag det samlede tal for FP7 gemmer sig både fremgang og tilbagegang for danske ansøgere. Vi har i 2012 succes med ansøgninger til programmet for Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT), programmet for Nanovidenskab, nanoteknologi, materialer og ny produktionsteknologi (NMP) og det Europæiske Forskningsråd (ERC). Mens vi sidste år var knap så gode til at få del i de nye midler under programmerne for Energi og Miljø.

Læs mere.