Conni Simonsen bliver nyt bestyrelsesmedlem hos DELTA

Direktør for Ingeniørhøjskolen Århus Universitet, Conni Simonsen afløser 1. maj direktør for Danmarks Grundforskningsfond, Thomas Sinkjær i DELTA’s bestyrelse.

DELTA siger 1. maj 2015 farvel til Thomas Sinkjær, direktør for Danmarks Grundforskningsfond, efter 9 års tro tjeneste i bestyrelsen. Dr. Med. Sci. Thomas Sinkjær indtrådte i DELTA’s bestyrelse bl.a. med en baggrund som professor, skaber og leder af Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet.

– Thomas Sinkjær har i bestyrelsen haft stor betydning for bl.a. DELTA’s udvikling til en stærk position inden for sundhedsteknologi, fortæller bestyrelsesformand Jesper Haugaard. – Ligeledes har Thomas bevist med Danmarks Grundforskningsfond, hvordan man skaber internationalt anerkendt “excellence” i Danmark, hvilket tilsvarende er centralt for DELTA.

Conni Simonsen passer fint ind med GTS-fokusset

Conni Simonsen, nyt bestyrelsesmedlem hos DELTA. Kilde: LinkedIn

I bestyrelsen afløses Thomas Sinkjær således af Conni Simonsen, som til dagligt er direktør for Ingeniørhøjskolen Århus Universitet samt indtil for nyligt Formand for Rådet for Teknologi og Innovation og med i bestyrelsen for Danmarks nye Innovationsfond.

– Jeg er rigtigt glad for – og ikke mindst stolt over, at Conni Simonsen indtræder i bestyrelsen og vil være med til at udstikke fremtiden for DELTA. Det stemmer rigtigt fint overens med bestyrelsens fokus på DELTA som Godkendt Teknologisk Serviceinstitut, fortsætter Jesper Haugaard. – Conni har en unik erfaring og indsigt i dansk innovation – både fra ledende stillinger i industrien, universitetsverdenen samt bestyrelsesposter i store danske fonde og råd.

Conni Simonsen selv ser også frem til at trække i arbejdstøjet: – Der ligger store opgaver og venter for DELTA i udviklingen af den danske innovationsinfrastruktur. Sammen med den øvrige bestyrelse og DELTA’s engagerede ledelse og medarbejdere glæder jeg mig til at bidrage til, at DELTA’s rolle som GTS-institut rodfæstes og udvikles.

Efter 1. maj består DELTA’s bestyrelse af:

  • Formand Jesper Haugaard, adm. direktør Con-Wise ApS
  • Næstformand Jukka Pertola, adm. direktør i Siemens A/S
  • Conni Simonsen, direktør Ingeniørhøjskolen Århus Universitet
  • Jørgen Drejer, CEO Saniona A/S
  • Anders P. Mynster, konsulent DELTA (medarbejdervalgt)
  • Martin Randrup Villadsen, afdelingschef DELTA (medarbejdervalgt)