demens

Bioneer med i kampen mod demens

Det nye stamcellecenter BrainStem har fået 24 millioner fra Innovationsfonden til en seks årig indsats. I konsortiet, hvor Bioneer er med, vil forskerne omprogrammere hudceller til nerveceller i kampen mod demens.

Det skønnes, at ca. 90.000 danskere vil være ramt af demens i 2015, og at tallet vil stige til over 160.000 i 2040. Demens koster allerede nu Danmark op mod 15 mia. kr. om året, og Alzheimers sygdom udgør langt den overvejende del af denne økonomiske byrde.

Forskerne dirigerer stamcellerne

Forskerne i BrainStem vil med avanceret stamcelleteknologi omdanne demenspatienters hudceller til syge nerveceller, der udtrykker patienternes sygdom i laboratoriet, og på den måde komme helt tæt på de molekylære processer, som ligger bag udviklingen af neurodegenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons. Forskerne udtager en hudprøve fra patienterne. I laboratoriet bliver hudcellerne derefter via avanceret teknologi omprogrammeret til en helt særlig type stamceller, de såkaldte “inducerede pluripotente stamceller.” I BrainStem dirigerer forskerne stamcellerne til at udvikle sig til nerveceller, som afspejler patienternes sygdom.

Mere viden om demens, effektiv behandling og præcis diagnosticering

De syge nerveceller vil blive brugt til at studere, hvilke sygdomsprocesser, som fører til, at nervecellerne ikke længere fungerer normalt hos demente mennesker. De syge nerveceller vil også blive brugt til at afprøve ny medicin for at finde ny og mere effektiv behandling af demens. Endelig er det også planen at bruge de syge nerveceller til at stille tidligere og mere præcise diagnoser af demenssygdomme, så behandling og anden hjælp kan iværksættes meget tidligere i sygdomsforløbet og dermed øge patienternes livskvalitet samtidig med at sundhedsudgifterne reduceres.

Læs mere.