Aquaporin

Aquaporin er europamester i innovation

Danske Aquaporin modtog i juni 2014 Den Europæiske Patentmyndigheds ”European Inventor Award” for udviklingen af en teknologi, der renser vand med protein. Dermed er Aguaporin europamester i innovation i kategorien mest innovative europæiske SMV. Aquaporin arbejder tæt sammen med GTS-instituttet DHI.

Aquaporin_logo

Allerede ved etableringen af Aquaporin A/S i 2005 tog stifteren og nuværende administrerende direktør Peter Holme Jensen, kontakt med DHI med henblik på et muligt udviklingssamarbejde. Opstartsvirksomheden udsprang fra det bioteknologiske forskningsmiljø i Københavnsområdet og havde behov for supplerende anvendt teknologividen inden for vandbehandling.

”DHI er internationalt anerkendt som en kapacitet inden for vand, og derfor var det et naturligt valg for os at søge assistance hos DHI”, fortæller adm. direktør Peter Holme Jensen, Aquaporin A/S.

EU-forskningsprojekt var startskud til tæt samarbejde

Hans G. Enggrob fra DHI fortæller, at samarbejdet blev indledt med et europæisk forskningsprojekt (MEMBAQ) under EU’s 6. rammeprogram. Her var DHI koordinator og Aquaporin ledende industriel partner sammen med syv andre europæiske forsknings- og industripartnere. Projektkonsortiet var unikt på grund af kombinationen af partnere fra bioteknologi- og vandteknologiområdet.

I løbet af det tre-årige forskningsprojekt var det muligt med succes at afprøve og dokumentere konceptet om biomimetrisk vandfiltrering og Aquaporins portefølje af udviklingsaktiviteter tog yderligere fart. Nogle af aktiviteterne var via DHI’s kontor i Singapore. Her blev der fx etableret et samarbejde med en af de førende membranudviklingscentre i verden, Singapore Membrane Technology Center (SMTC) ved Nanyang Technological University (NTU). Dette forskningsarbejdet blev muliggjort via finansiering fra Environment and Water Industry Development Council (EWI), Singapore.

Datterselskab så dagens lys

Dette førte til oprettelse af Aquaporin Asia Pte Ltd, som er et fælles datterselskab mellem Aquaporin A/S, Singapore Membrane Technology Center og DHI Singapore. Netop nu, hvor Aquaporin har fået prisen som europæisk innovationsmester, har virksomheden modtaget yderligere en forskningsbevilling i Singapore til udvikling og industriel test af forward osmose membraner – atter et projekt udført i tæt samarbejde med DHI.

”I Aquaporin A/S har vi i dag et stærkt netværk af teknologiske og kommercielle samarbejdspartnere over hele verden, og dette netværk er godt hjulpet på vej af DHI og dets kontorer i de vigtigste internationale markeder. Så uden DHI ville vi nok ikke have hentet prisen som europamester i innovation. Jeg forventer bestemt, at det tætte samarbejde med DHI fortsætter mange år endnu”, siger adm. direktør Peter Holme Jensen, Aquaporin A/S.

”I DHI er vi glade og stolte over at have hjulpet den mest innovative europæiske virksomhed frem og glæder os til yderligere samarbejde”, siger Hans G. Enggrob, vice President, New Business, DHI.

Yderligere information

Læs mere om uddeling af prisen her

Læs mere om Aquaporin A/S

Læs mere om DHI