3D-print bidrog til dansk succes ved kokke-VM

Årets kokke-VM i Lyon, Bocuse d’Or, endte med den danske stjernekok Kenneth Toft-Hansen på sejrsskamlen. En af hemmelighederne bag succesen var 3D-printede forme, som skabte et unikt gastronomisk udtryk.

3D-print er et værktøj, der tilføjer helt ny dimensioner til kreativiteten inden for gastronomien. De nye muligheder benyttede den danske stjernekok Kenneth Toft-Hansen sig af ved årets udgave af VM for kokke, Bocuse d’Or, i Lyon, hvor han vandt.

Under finalen i Lyon, såvel som ved EM i Torino sidste år, har Kenneth Toft-Hansen benyttet en række unikke 3D-printede forme, som er blevet udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut og printet på instituttets avancerede 3D-printere.

– Ideen til at bruge 3D-print i retterne opstod oprindeligt ved, at vi gerne ville lave naturlige udtryk, og her er det fede ved 3D-print, at alt er muligt. Så hvis jeg kan tænke det, kan Teknologisk Institut lave det, og det betyder, at jeg kan få endnu mere personlighed ind i retterne. Samtidig har Teknologisk Institut givet sparring på, hvordan tingene kan lade sig gøre, og det har været en stor hjælp, da det har betydet, at jeg kun skal tænke på maden, mens de tænker på den færdige løsning, fortæller Kenneth Toft-Hansen.

Tre nye forme

Ved Bocuse d’Or-finalen i Lyon brugte Kenneth Toft-Hansen i alt tre nye typer af forme. De var enten 100% 3D-printede eller skabt ud fra 3D-printede forlæg. Fælles for formene var at de alle understøttede Kenneth Toft-Hansens tema, Flora Danica, som søgte inspiration fra danske blomster og planter

Her spillede de 3D-printede former en prominent rolle, og bidrog bl.a. med et biologisk udtryk til den skaldyrsmousse – en chartreuse – som var selve hjertet i forretten.

En anden fordel ved de 3D-printede former er, at de kan skilles ad i flere dele, så maden ikke ødelægges ved udpakningen. Det understreges af at moussen blev pakket ud af formen lige foran dommerne.

Du kan se mere om hvordan samarbejdet forløb i videoen herunder eller læse mere her