20 virksomheder skal bane vejen for sikrere produkter på nettet

Med en ny bevilling på 12,4 mio. kr. ønsker Industriens Fond at styrke cybersikkerheden i danske IoT-produkter. 20 virksomheder bliver gennem et forløb klædt på til at udnytte it-sikkerhed som konkurrenceparameter. Deres erfaringer skal efterfølgende udbredes til virksomheder i hele landet, så flere danske produkters kvalitet kan bevares, når de kobles på nettet.

Målrettede virksomhedsforløb skal styrke dansk IoT cybersikkerhed

Gert Læssøe Mikkelsen, leder af Alexandra Instituttets Security lab, står i spidsen for projektet – der kommer til at hedde Cybersecure IoT in Danish Industry (CIDI) – og skal dermed klæde danske virksomheder på til den store udfordring.

“Danske virksomheder er kendt på markedet for at udvikle kvalitetsprodukter. Når disse kvalitetsprodukter bliver koblet på nettet, og dermed bliver potentielle mål for hackere, stiger behovet for viden om, hvordan produkterne stadig vil være kendt for kvalitet, når det gælder digital produktsikkerhed,” forklarer han.

Ikke nok med at danske virksomheder indtræder på et nyt digitalt marked for deres produkter på nettet, så er det også et utrygt miljø, de skal kaste deres produkter ud i.

“Digital produktsikkerhed er helt nyt for mange af dem. Heldigvis kan man tænke muligheder og trusler ind med det samme, man ønsker at koble et produkt på nettet. Og det er svarene på de spørgsmål, projektet skal gøre nemmere og mere tilgængelige,” siger han.

Derfor samler projektet nu 20 virksomheder, der er i gang med eller har planer om at udvikle digitale produkter. 10 af virksomhederne har IoT-erfaring, mens 10  er helt uden erfaring med  IoT-produkter og dermed også digital produktsikkerhed. Der er nemlig behov for viden om, hvor langt danske virksomheder er, og hvordan de andre kommer med. Erfaringerne deles blandt andet gennem et screeningsværktøj og gennem udbredelse af ny viden om internationale certificeringer. Noget som kommer til at fylde mere og mere for danske virksomheder.

De målrettede virksomhedsforløb skal:

  • afdække digitale produkters aktuelle cybersikkerhedsniveau
  • gøre det nemmere at opnå et sikkert digitalt produkt med det rette cybersikkerhedsniveau
  • udforske den forretningsmæssige gevinst ved digital produktsikkerhed
  • øge viden om relevante standarder og certificeringer
  • holde hackere ude af danske digitale produkter
  • udbrede erfaringer om, hvordan virksomheder bevarer deres kvalitetsbrand i den digitale verden

Læs mere om virksomhedsforløbene her, og tilmeld din virksomhed på denne side

Læs mere her