134 mio. kr. uddelt til projekter i fødevaresektoren

Yderligere 67 mio. kr. på vej til den næste uddeling gennem Grønt Udvikling- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Fødevareministeriet. Pengene er øremærket forarbejdningsområdet.

25 projekter har samlet set modtaget 134 mio. kr. Pengene skal skabe arbejdspladser gennem grønne og nytænkende projekter i fødevaresektoren til gavn for miljø og mennesker.

I det ene projekt er det ambitionen at udvikle en vifte af proteiner fra danske afgrøder, der kan erstatte protein fra dyr og importeret soja, og som vil kunne bruges til at udvikle helt nye produkter, som fx produkter uden gluten til glutenallergikere eller proteinrige produkter til eksempelvis ældre, syge eller sportsudøvere, der har brug for specialdesignede energikompakte produkter.

“I vores projekt bliver planteproteinerne skånsomt udvundet af danskdyrkede afgrøder fx bælgplanter og raps. Vi håber at udvikle alternativer til animalske proteiner som fx valleprotein samt proteiner der kan erstatte soja, da det både vil gavne miljøet og forarbejdningen af fremtidens fødevareproduktion”, siger Eleonora Miquel Becker, projektleder og faglig leder på Teknologisk Institut.

Teknologisk Institut gennemfører projektet sammen med en række fødevare- og teknologiproducenter.

Flere penge på vej

Yderligere 67 mio. kr. er på vej til den næste uddeling af GUDP-midler og disse penge er øremærket forarbejdningsområdet.

Der er ansøgningsfrist for interesserede virksomheder, forskere og producenter den 18. september 2013, og de 67 mio. kr. skal bruges til at skabe vækst og arbejdspladser.