Ny rapport har fokus på deling af testfaciliteter på tværs af Østersøregionen

Test- og demonstrationsfaciliteter spiller en afgørende rolle for vellykket kommercialisering af nye digitale produkter og tjenester. Det gælder især for små og mellemstore virksomheder. Det skriver Baltic Development Forum i ny rapport. 

Der ser ud til at være en sammenhæng mellem små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og deres adgang til testfaciliter (test beds). Men for mange små og mellemstore virksomheder er det ikke økonomisk rentabelt at oprette egne testfaciliteter, og de er ofte ikke opmærksomme på tilgængelige faciliteter i hjemlandet eller i nabolandene.

Den nye rapport fra Baltic Development Forum giver et øjebliksbillede af de digitale test- og demonstrationsinfrastrukturer, der er til rådighed for små og mellemstore virksomheder i Østersøregionen.

Rapporten viser, at der både er overlappende og komplementære områder af faciliteter, og at der vil der være store gevinster i at forbinde disse faciliteter og kompetencer.

Politiske anbefalinger

Rapporten fremsætter en række politiske anbefalinger til, hvordan aktørerne i regionen kunne samarbejde og netværke for i fællesskab at tilbyde små og mellemstore virksomheder en bredere portefølje af testfaciliteter. Det vil være et vigtigt skridt hen imod at positionere landende i Østersøregionen som et globalt knudepunkt for test af digitale produkter og tjenester.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut