Kan en robot gribe en høj varians af varer?

Coop pakker hver dag over 10.000 forskellige slags dagligvarer manuelt fra deres lagre, inden de ryger ud til butikkerne. Teknologisk Institut har undersøgt, om det er muligt at få en robot til at genkende og gribe en sådan høj varians af varer. 

“Udfordringen er, at der findes ekstremt mange forskellige varer, der skal pakkes på mix- paller og sendes ud til de enkelte butikker. Men de her varer vejer op til 12-15 kilo, og selve plukningen og pakningen af de enkelte varer sker manuelt hos Coop. Så det har været et spørgsmål om at få automatiseret den proces”, siger Martin Mølbach Olsen fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.

Af den årsag har Coop arbejdet sammen med Teknologisk Institut om et for-projekt, som skal afklare, om det er muligt for en robot at genkende og gribe så mange forskellige emner.

“Vi har valgt at bruge penge på det her for-projekt, fordi vi på sigt gerne vil have en mobil robot, der selv kan bevæge sig hen og tage varerne, i stedet for at varerne skal bringes hen til robotten”, siger Christian Flindt, der er teknisk chef hos Coop.

Kan robotten genkende varer?

Men før man kunne kigge på at gøre robotten mobil, var man nødt til at undersøge, om man overhovedet kunne udvikle en teknologi, så robotten kan genkende varerne og derefter gribe dem, fortæller Martin Mølbach Olsen.

Hos Teknologisk Institut har man derfor undersøgt, hvilke vision-løsninger der kan bruges til at adskille og genkende emnerne. Med en avanceret 3D-sensor kan man måle sig frem til de præcise plukkepositioner ved hjælp af 100.000 afstandsmålinger per billede.

Derudover har Teknologisk Institut brugt en helt ny type griber fra Schunk, der er så fleksibel, at den kan plukke og aflevere en lang række af de varer i 10-15 kilo-klassen, som Coop i dag håndterer manuelt.

Læs hele artiklen her, hvor du også kan se en video om resultatet af for-projektet