IT-virksomheder forbereder sig på persondataforordningen

Alexandra Instituttet har interviewet den GDPR-ansvarlige i ti mellemstore it-virksomheder og analyseret, hvilke tekniske og organisatoriske udfordringer, it-virksomhederne står med. Flere af virksomhederne havde en positiv tilgang og en plan fremadrettet. 

EU’s kommende persondataforordning stiller en række nye krav til virksomheder og organisationers håndtering af data. Som individ får man ret til at slette og flytte sine data, og virksomheder skal i højere grad have styr på, at der er givet samtykke.

Med godt et halvt år til at forordningen træder i kraft, er store og mellemstore danske it-virksomheder ved at forberede sig på forordningen. Det viser de foreløbige resultater fra Alexandra Instituttet, der er i gang med at undersøge, hvilke udfordringer danske it-virksomheder har i forhold til implementering af persondataforordningen.

Alexandra Instituttets undersøgelse viser, at der ikke nødvendigvis er den store panik i alle virksomheder, som man ellers hører mange steder. Det er derfor et lidt overraskende resultat den kvalitative undersøgelse giver. Dermed ikke sagt at alle virksomheder er 100% klar eller de ved, hvad de skal gøre på alle områder. De havde overvejende en positiv tilgang og en plan fremadrettet.

Ti SMV’er indgår i undersøgelsen

Alexandra Instituttet har interviewet de ansvarlige for persondataforordningen i ti mellemstore og store danske it-virksomheder, hvor den mindste har 35 medarbejdere, mens den største har flere tusinde ansatte. De har både spurgt om, hvad deres holdning er til forordningen, og kigget på, hvilke tekniske og organisatoriske udfordringer, it-virksomhederne står med.

“Vi har undersøgt, hvilke udfordringer virksomhederne står overfor, og kan se, at der overordnet har været en ret positiv tilgang til forordningen. Man ser det her som en nødvendighed og en god ting at komme i gang med. Det har blandt andet betydet, at man har fået afdækket, hvor persondata flyder hen i systemerne. Mange af dem, vi har snakket med, ser det som en nødvendighed, som man ikke har tænkt så meget over før.”

Læs mere her