Innovationsagenterne fejrer 10-års jubilæum

Siden 2007 har InnovationsAgenterne hjulpet over 4.000 danske SMV’er med behov for teknologisk sparring. Dermed varetager ordningen i dag en vigtig rolle i det danske erhvervsfremmesystem.

I dag sidder 40 innovationsagenter fordelt i Aarhus og Taastrup, hvor de hjælper danske virksomheder, som har brug for teknologisk inspiration. InnovationsAgenterne er finansieret af  Uddannelses – og Forskningsministeriet, og agenterne kommer fra de syv GTS-institutter.

Projektleder for InnovationsAgenterne Knud Erik Hilding-Hamann fra Teknologisk Institut udtaler:

– Vi løser en vigtig opgave ved at løfte inspiration, viden og teknologi ud til små og mellemstore virksomheder. Ordningen er siden 2007 blevet forlænget tre gange, senest til udgangen af 2018. Det føler vi er en klar anerkendelse af vores indsats, og vi knokler videre for fortsat at gøre en forskel for rigtig mange virksomheder.

Teknologisk inspiration og forretningseksperter

Helt konkret tilbyder innovationsagenterne et innovationstjek af en virksomheds potentiale for innovation. Her kortlægger innovationsagenten virksomhedens muligheder på forskellige indsatsområder, så en samlet strategi for virksomhedens aktiviteter kan udformes.

Ordningen er siden etableringen for 10 år siden nået ud til 4.115 virksomheder. Derfor kan InnovationsAgenterne nu gøre status på deres vigtige rolle i det danske erhvervsfremmesystem, som de gør her i en pressemeddelelse.

Fører til udviklingsprojekter

Ordningen er indtil videre blevet forlænget 3 gange. Det skyldes bl.a. den store succesrate, som understreges af, at 75% af de virksomheder, der gennemgår et innovationstjek, ender med at påbegynde et eller flere udviklingsprojekter. Samtidigt har ordningen været i stand til at ramme bredt i hele landet.

Af succeshistorier finder man blandt andet Universal Robots, Dynamica Ropes og Borum Industri.

For at komme i betragtning til et innovationstjek er der få krav, som skal opfyldes af den enkelte virksomhed. Eksempelvis skal virksomheden tælle mellem 5 og 250 medarbejdere, og den skal have eksisteret i 2 år og stå over for en konkret, teknologisk udfordring.

Vil du vide mere kan du kontakte projektleder for InnovationsAgenterne, Knud Erik Hilding-Hamann, på e-mail: khi@teknologisk.dk eller tlf: 72 20 14 21

Læs mere her