Hver anden virksomhed udnytter egne data

En ny undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at flere danske produktionsvirksomheder er begyndt at anvende data. Desuden viser den, at jo større virksomheden er, des mere udnyttes data til at skabe værdi i forretningen

Næsten halvdelen af danske produktionsvirksomheder anvender egne data fra for eksempel sensorer, produktionsdata og salgsdata i deres virksomheder. Der er dog fortsat en bred gruppe af virksomheder, der går glip af de fordele, som avanceret brug af data kan bidrage til.

Det viser den nye undersøgelse, hvor Teknologisk Institut har interviewet 526 ledere i danske fremstillingsvirksomheder

– Disse tal viser, at en stor del af de danske produktionsvirksomheder har et godt stykke vej til at blive mere digitaliserede og inkorporere de store datamængder, der i dag er tilgængelige i deres virksomhed. I de senere år har der været flere gode eksempler på, at nogle af de mest succesfulde virksomheder, er de virksomheder, der er i stand til at opsamle, analysere og handle på baggrund af data – altså de virksomheder, der via en avanceret brug af data er i stand til at skabe forretningsmæssig værdi, siger sektionsleder Jan Overgaard, Teknologisk Institut.

Større virksomheder er længst

Måske ikke så overraskende viser undersøgelsen, at jo større virksomheden er, des mere udnyttes data til at skabe værdi i forretningen. Det er især virksomheder med mere end 100 ansatte, der er avancerede brugere.

Længst fremme i arbejdet med anvendelse af data i deres forretning er de virksomheder, som undersøgelsen karakteriserer som store, ambitiøse, innovative virksomheder, der typisk er internationalt orienterede. Virksomhederne anvender primært deres data til effektivisering, overblik over ressourceforbrug og økonomistyring.

48 procent af virksomhederne er kommet i gang med at udnytte data fra fx sensorer, produktion eller salg. Dertil kommer, at der arbejdes med data i alle brancher indenfor fremstillingsindustrien. Det viser, at omstillingen med at arbejde med data er en generel omstilling, der foregår på tværs af virksomhedens forskellige enheder og funktioner.

– Tallene er dog ikke udtryk for, at fremstillingsvirksomhederne er eksperter i anvendelse af data, men at de på den ene eller anden måde anvender data i deres virksomheder. Det kan også være i mindre kompliceret form – som fx at kombinere salgsdata med lagerdata eller anvende større databaser eller analyser, siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut.

Mangel på udvikling

Tallene er i tråd med en tidligere undersøgelse fra Teknologisk Institut i foråret 2016, som blev offentliggjort af GTS-foreningen i rapporten: Mere digital damp på kedlerne. Den viste et digitalt A, B og C hold i fremstillingsvirksomhederne.

– I denne nye undersøgelse ses det samme mønster: En bred ”bund” med den tredjedel af de danske produktionsvirksomheder, som ikke anvender data – og en snæver ”spydspids”, hvor to procent af fremstillingsvirksomhederne har en bred anvendelse af deres data, siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen, som også stod for den nu to år gamle undersøgelse.

Læs mere her

Læs pressemeddelelsen her

Hent rapporten her