GTS studietur til Tel Aviv

I 2016 blev Innovationscentret i Tel Aviv etableret som det syvende danske innovationscenter. For at fejre indvielsen af det nye innovationscenter – og for at få et indblik i, hvorfor Israel er i international topklasse, når det handler om forskning, innovation og overførsel af viden, har GTS-nettet netop været på studietur i Israel. 

I Danmark er der et politisk ønske om at understøtte, at danske aktører indgår partnerskaber, udveksler viden og skaber innovation med de fremmeste miljøer i Israel. Derfor har Uddannelses- og Forskningsministeriet annonceret en handlingsplan med 12 konkrete initiativer, som det danske innovationscenter i Tel Aviv er omdrejningspunkt for.

Da GTS-institutterne er en central del af den danske indsats for at bringe mere forskningsbaseret viden i anvendelse i danske virksomheder, var det oplagt at tage til Israel for at blive klogere på, hvordan man her arbejder med at skabe innovative virksomheder, og hvordan det er lykkes at skabe et særdeles aktivt israelske start-up-miljø.

Innovationsattaché og midlertidig innovationschef ved Innovation Centre Denmark, Ann-Christina Lange, bidrog på bedste vis med at planlægge et intenst to-dages program, hvor deltagerne kom rundt og besøgte centrale israelske aktører fra bl.a. universiteter og innovationsmiljøer.

Undervejs besøgte vi:

Israel Innovation Authority
Ramot, Tel Aviv University’s Technology Transfer Office
SOSA
The Junction
• Hutchison Kinrot Incubator
Technion’s Knowledge Tranfer and R&D facilities

Desuden fik vi en generel introduktion til Israel og Danmarks Innovationscenter på den danske ambassade i Tel Aviv.

Studieturen gav et godt indtryk af, hvad Israels økosystem inden for forskning og innovation kan byde på, og viste desuden de store forskelle, der er i forhold til den danske model. Israel har fx ikke ”Research and Technology Organisations”, som de danske GTS-institutter, som i de europæiske lande bygger bro mellem universiteter og erhvervsliv. Israel er i høj grad præget af sine start-up-miljøer.

Start-up nation

Dagen før GTS-nettets ankomst blev den israelske startup Mobileye, der producerer teknologi til førerløse biler, opkøbt af Intel for 15 milliarder dollars. Dermed blev salget det største i Israels historie. Men bortset fra størrelsen af beløbet er eksemplet langt fra enestående.

”Vi fik fortalt, at israelske børn drømmer om at starte egen virksomhed og derefter lave en ”exit”. Det stod da også klart, at det israelske system er bygget op omkring start-up virksomheder. Vi hørte, at der hvert år bliver etableret omkring 1600 nye virksomheder, hvoraf halvdelen overlever. Udfordringen for Israel er dermed ikke manglen på nye virksomheder, men at der er for få virksomheder, der vækster i Israel, og dermed bidrager til den generelle levestandard i landet”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Foto: The Junction
Manager Mor Barak fortalte om The Junction, der er et program målrettet iværksættere. Udvalgte virksomheder bliver tilbudt et 6 måneders program, hvor de får adgang til et innovativt kontormiljø med sparring fra en mentor og rådgivning om fx salg, design, forretningsstrategi, regnskab, jura og økonomi. Hvert år udvælger The Junction 8-10 virksomheder blandt cirka 500 ansøgere.

Yderligere info

Israel deltager i EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 og i netværksorganisationen EUREKA på lige vilkår med andre lande. Danske forskere, der ønsker at udvikle samarbejde med israelske forskere, kan søge om støtte via Uddannelses- og Forskningsministeriets International Network Programme.

Vil du vide mere om samarbejde med israelske partnere, kan du kontakte Uddannelses- og Forskningsministeriets attaché i Tel Aviv eller ministeriets medarbejder i Styrelsen for Forskning og Innovation for assistance og råd. Læs mere her

Stort foto: GTS-delegationen på taget af SOSA’s bygninger, der huser nogle af Tel Avivs dynamiske startup virksomheder og acceleratorprogrammer.