Gamle bygninger skal bruges som nye råstoffer

Ifølge en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut er byggeriet allerede i fuld gang med at omstille sig til mere genbrug og genanvendelse. Samtidigt melder branchen dog også, at dokumentation af kvaliteten er altafgørende for, om genanvendelsen griber om sig.

I bygge- og anlægsbranchen forventer hver femte virksomhed at mere end halvdelen af deres byggematerialer vil udgøres af genanvendte materialer i løbet af de kommende fire til fem år. I samme omgang peger en stor del af aktørerne i byggeriet dog på manglende dokumentation af kvaliteten som en stor barriere, der forhindrer at graden af genanvendelse, den Cirkulære Økonomi, for alvor kan slå igennem.

Det viser en ny undersøgelse af cirkulær økonomi i byggebranchen, Cirkulær økonomi sætter dagsordenen i fremtidens byggeri, fra Teknologisk Institut. I forbindelse med undersøgelsen har GTS-instituttet interviewet ledere i 359 danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

Undersøgelsen peger på at det især er i virksomheder, der fremstiller byggematerialer samt arkitekt- og rådgivningsvirksomhederne, hvor der tænkes i cirkulære baner.

– Det er positivt og det rigtige sted, omstillingen til cirkulær økonomi er ved at slå igennem. Det er i høj grad her, vi – som noget af det vigtigste – kan sikre og dokumentere kvaliteten af byggematerialerne. Det er netop de virksomheder, som kan gribe den cirkulære økonomi og bidrage til at byggematerialer i højere grad kan genanvendes i fremtidens byggeri, siger centerchef Kathrine Birkemark, Teknologisk Institut.

Behov for udvikling

Regeringen har netop lanceret sin strategi for cirkulær økonomi, hvor byggeriet har en fremtrædende plads. Det skal ses i lys af at byggeriet står for 40 procent af det danske samfunds ressourceforbrug, 40 procent af energiforbruget og 35 procent af affaldsproduktionen.

– Strategien og de store ambitioner hilser vi velkomne, og jf. undersøgelsen er branchen klar til den grønne omstilling. Men – som undersøgelsen også viser – er der behov for en større indsats indenfor udvikling af viden, dokumentation og lovgivning for at få succes, siger Kathrine Birkemark.

– Det er altafgørende, at der bygges videre på allerede igangsatte initiativer, fx hos Teknologisk Institut og andre aktører for at få de afsatte midler til at række længst muligt, fastslår hun.

Du kan læse mere i denne pressemeddelelse