Fremtidens emballager er genanvendelige og bæredygtige

Der satses i dag en del på bæredygtige alternativer til emballage hos danske fødevarevirksomheder – og ifølge en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut kan den udvikling ventes at tage til i de kommende år.

I fremtiden vil vores emballage i høj grad komme til at bestå af genanvendte, bæredygtige eller bionedbrydelige materialer. Det viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut, som har spurgt ledere i danske fødevarevirksomheder om deres forventninger til fremtidens emballage.

I undersøgelsen Fremtidens emballage består af genanvendt materiale svarer 53 procent, at de allerede bruger genanvendelige materialer i deres emballager, og flertallet af dem forventer at øge mængden af genanvendte materialer. Yderligere 42 procent af fødevarevirksomheder, som i dag ikke anvender genanvendte materialer, forventer at øge brugen af dem i de nærmeste år.

– Vi oplever, at virksomhederne gerne vil designe nye emballager, som kan genanvendes. Emballagerne kan fx være skabt af komponenter af den samme type plast eller designes, så de enkelte emballagedele kan skilles ad med henblik på genbrug, siger Karina Kjeldgaard-Nielsen, faglig leder på Teknologisk Institut.

Nye egenskaber i emballagerne

Kravene til fremtidens emballageløsninger trækker i mange forskellige retninger. Plast er blevet en del af den globale miljødagsorden, og forbrugerne foretrækker i stigende omfang løsninger, der ikke indebærer anvendelse af plast. Fødevareproducenterne stiller samtidig stigende krav til holdbarheden af vores fødevarer – uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden.

35 procent af fødevarevirksomhederne i undersøgelsen forventer, at deres emballage i de kommende fire til fem år får nye egenskaber som f.eks. genanvendte eller bæredygtige materialer, mens 21 procent forventer, at deres emballage kan laves af bionedbrydelige materialer. Længere nede på fødevareproducenternes ønskeliste står egenskaber som øget bekvemmelighed (convenience), intelligente emballager eller bakterienedbrydende emballager.

Presset mod bæredygtighed kommer både fra forbrugerne via detailhandel og grossister samt fra myndighedernes fokus på området. Udvikling af konkurrencedygtig, funktionel og nu også bæredygtig emballage kræver massive investeringer i nye produktionsprocesser og enhedsoperationer. Skal alle disse forventninger indfries, kræver det radikalt ændrede strategier for emballageinnovation, vurderer Karina Kjeldgaard-Nielsen fra Teknologisk Institut.

Læs mere her