Tang kan være med til at begrænse landbrugets udledning af drivhusgasser. Det er målet for forskningsprojektet Climate Feed, som med støtte fra Innovationsfonden skal udvikle fodertilskud med tang, som kan reducere køers udledning af drivhusgasser.

Landbrugets udledning af CO2 og drivhusgasser udgør hele 20 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. En stor andel af denne klimabelastende udledning kommer fra drøvtyggende køer, som hver især bøvser ikke mindre end 5-700 liter metan op i døgnet.

Det vil en række danske forskere og virksomheder i fællesskab lave om på.

Med støtte fra Innovationsfonden vil forskerne udvikle et fodertilskud til køer bestående af tang, som kan hæmme dannelsen af metangas i køernes maver.

Mange miljøfordele ved tang

“Brun-, grøn- og rødalger fra nordiske farvande indeholder forskellige bioaktive stoffer, bl.a. tanniner og antioxidanter, som kan stoppe udviklingen af metan i køernes vom. Målet er at udvikle et fodertilskud til kvæget med nordiske tangarter, som i afmålte mængder kan give en dokumenteret effekt på kvægets udvikling af metan”, siger projektlederen, faglig leder Anne-Belinda Bjerre, Teknologisk Institut.

I projektet skal der udvikles metoder til at dyrke og efterfølgende behandle tang til et færdigt forarbejdet fodertilskud i form af tørret pulver eller piller, som landmanden let kan tilsætte foderet. Produktet skal have et kendt og stabilt indhold af de aktive stoffer, som reducerer udledningen af drivhusgasser fra kvæget, uden det går ud over mælkeydelse samt mælkens smag og kvalitet.

Tangarterne, som skal anvendes i projektet, skal udvælges blandt de 400 tangarter, der findes i danske farvande. Projektdeltagerne har dog allerede fokus på enkelte lovende arter. Bl.a. store brunalger, som allerede dyrkes både i Danmark og nær Færøerne hos firmaet Ocean Rainforest.

Firmaet Dansk Tang vil sammen med Aarhus Universitet deltage i udvælgelsen af de bedste tangarter og dyrkningsmetoder. De udvalgte arter skal bearbejdes i Danmark af bl.a. Vilofoss og DLG. Herefter skal en testbesætning af malkekvæg have tilskuddet af tangpulver, samtidig med at Teknologisk Institut, Aarhus Universitet og SEGES dokumenterer reduktionen i metan-udledning fra køerne.

Teknologisk Institut vurderer, at det er realistisk, at nordiske tangfarme vil kunne dyrke et areal på størrelse med Bornholm. Det vil kunne forsyne ca. 40 procent af køerne i de seks største mælkeproducerende EU-lande og dermed gøre, at mælken kan produceres mere klimavenligt.

Læs hele pressemeddelelsen her

Foto: Michael Bo Rasmussen