Erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling i Danmark 2018

Ny publikation udgivet af Styrelsen for Forskning og Uddannelse viser, at de seneste års stigninger i erhvervslivets FoU-investeringer er drevet af store virksomheder. Det er uklart, hvorfor dansk erhvervslivs FoU-investeringer i stigende grad koncentreres på færre virksomheder. 

Publikationen ” Erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling i Danmark 2018” giver et overblik over udviklingen i erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling (FoU) fra 2008 til 2016.

Publikationen dokumenter bl.a. at:

  • Erhvervslivets samlede FoU-investeringer er steget med 6,1 mia. kroner i perioden 2014-2016, og udgjorde i 2016 42,9 mia. kroner. Stigningen har medført at FoU-investeringerne oversteg 2 pct. af BNP i 2016, hvilket er første gang siden 2009
  • Stigningen i FoU-investeringerne er primært drevet af store virksomheder (250 eller flere årsværk) inden for brancherne Industri og Finansiering og forsikring samt små- og mellemstore virksomheder inden for Information og kommunikation
  • Siden 2014 er erhvervslivets udgifter til køb af FoU-tjenesterne stagneret på et niveau omkring 19 mia. kr. Stagnationen er et resultat af en negativ udvikling i erhvervslivets køb af FoU-tjenester i udlandet og en positiv i køb i Danmark
  • De 20 mest FoU-aktive virksomheder (opgjort efter FoU-investeringer) udgør en stigende andel af de samlede FoU-investeringer. I 2008 stod de for 44 pct. af de samlede FoU-investeringer, mens de i 2016 stod for 55 pct.
  • Antallet af virksomheder, der investerer i egen forskning og udvikling, er faldet med 25 pct. mellem 2009 og 2016. Det skyldes ikke, at virksomhederne ophører med at eksistere, men at de afbryder deres FoU-aktiviteter. Det er primært små virksomheder med færre end 50 årsværk, der har afbrudt deres FoU-aktiviteter i perioden.
  • Antallet af virksomheder, der køber FoU-tjenester, er faldet med en tredjedel mellem 2009 og 2014, hvorefter der har været en mindre stigning.

FoU-investeringen koncentreres på færre virksomheder

Rapporten påpeger, at det er uklart, hvorfor dansk erhvervslivs FoU-investeringer i stigende grad koncentreres på færre virksomheder. Derfor har Uddannelses- og Forskningsministeriet iværksat et større analyseprojekt, der bl.a. skal undersøge årsagerne til disse udviklingstendenser. Resultaterne fra denne analyse bliver bragt i næste udgave af Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse.

Det øgede investeringsniveau i de to seneste år har medvirket til, at de danske FoU-investeringer i 2016 har oversteget de finske, og at afstanden mellem Danmark og Sverige er på det laveste niveau i hele perioden.

Opgjort som andel af BNP ligger dansk erhvervslivs FoU-investeringer på niveau med Tyskland, USA og Østrig.

Du kan hente rapporten her

Foto: Teknologisk Institut