Er du klar til at gå digital?

De små og mellemstore virksomheder er markant mindre digitale end de store virksomheder og investerer mindre i digitalisering. Dermed går Danmark glip af både vækst og jobs. Det er baggrunden for, at regeringen nu som del af ”Strategi for Danmarks digitale vækst” lancerer initiativet SMV:Digital og hjemmesiden smvdigital.dk.

Formålet med SMV:Digital er at give de små og mellemstore virksomheder en indgang til en række tilbud, som kan understøtte virksomhedernes arbejde med at udnytte de nye digitale teknologier.

På www.smvdigital.dk kan de små og mellemstore virksomheder fx få tilskud til indkøb af privat rådgivning, der skal hjælpe til at afklare, hvordan virksomheden kan digitaliseres og få afdækket de økonomiske og forretningsmæssige potentialer ved at gøre det.

Som en del af SMV:Digital oprettes der et E-handelscenter med særligt fokus på at fremme danske SMV’ers brug af e-handel.

Det forventes, at op mod 2000 små og mellemstore virksomheder i løbet af de næste fire år vil få gavn af tilbuddene i SMV:Digital.

SMV:Digital er en fortsættelse af Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion, hvor GTS var partner.

SMV-board

Som del af SMV:Digital nedsættes senere på året et SMV-board, der skal komme med input til erhvervsministeren om fremme af digital omstilling i SMV’er og sikre, at SMV:Digital imødekommer virksomhedernes behov. Boardet vil bestå af virksomhedsrepræsentanter, eksperter og organisationer.

Læs mere her

Foto:  rawpixel on Unsplash