DBI har fået nyt design og ny hjemmeside

Med en lang historie bag sig, en livsvigtig mission og et anerkendt brand var der mange overvejelser i spil, da DBI skulle have nyt firmalogo og nyt design. Men DBI er nu klar med en opfriskning af sit visuelle udtryk. 

Er man en moderne virksomhed, som tilbyder aktuelle ydelser og hele tiden bestræber sig på at være på forkant med udviklingen, er det kun naturligt, at det også kan ses i virksomhedens designlinje. DBI har derfor valgt at forny form og farver, så de afspejler den tid, vi lever i, og den fokus på udvikling, som DBI sætter så højt.

– I vores nye logo har vi samtidig lagt vægt på at bevare genkendelige elementer som den røde hane, den flammende hanekam og symbolikken med argusøjne – nu blot i en slankere og mere moderne udgave. Desuden har vi valgt at fremhæve vores hovedforretningsområder ’brand og sikring’ i logoet, fortæller adm. direktør i DBI, Jesper Ditlev.

Ny hjemmeside

Med til det nye design hører naturligvis også udviklingen af en ny hjemmeside, som gik i luften i november under det nye webdomæne: www.brandogsikring.dk.

– Vi har haft fokus på at skabe en hjemmeside, der er overskuelig, nem at navigere i og hurtig at finde de rette kontaktpersoner på. Desuden har vi ønsket et afbalanceret visuelt udtryk og en responsive opsætning, så grafikken passer til alle skærmtyper, siger Anne Thøgersen, der er marketingkonsulent hos DBI.

DBI’s fagmagasin ’Brand & Sikring’ har ligeledes fået en tur i designmaskinen, og i den kommende tid vil også øvrige DBI-materialer blive erstattet med nyt design og logo.

Derudover bliver alle DBI’s mailadresser snart ændret til xxx@brandogsikring.dk. De gamle mailadresser vil dog stadig virke, ligesom den gamle hjemmesideadresse også fortsat vil linke automatisk til den nye adresse.

Se DBI’s nye hjemmeside

Se nyt Brand & Sikring-design