Årsmøde om den teknologiske videnbro – nu og i fremtiden

Der er et uforløst potentiale i videnbroen, og det kalder på mere samarbejde mellem GTS-institutter, virksomheder, universiteter og uddannelsesinstitutioner var budskabet fra Mette Reissmann (S) på GTS-nettets årsmøde. 

Den 28. september havde GTS-nettet inviteret centrale beslutningstagere til at deltage i et årsmøde under temaet ”Den teknologiske videnbro – nu og i fremtiden”.

På årsmødet blev det diskuteret, hvordan samfundet opbygger en teknologisk videnbro, der rammer dansk erhvervsliv bredt og dermed skaber vækst og arbejdspladser.

Vi diskuterede blandt andet:

  • Hvordan sikrer vi danske virksomheder adgang til de stadig mere komplekse og specialiserede teknologiske faciliteter og kompetencer?
  • Hvilke metoder og samarbejdsformer bringer mest effektivt ny viden og teknologi i anvendelse i virksomhederne?
  • Hvad er de udenlandske erfaringer?

Dagens oplægsholdere

På årsmødet havde vi inviteret en række internationale og danske keynote speakers. Desuden deltog forsknings- og innovationsordfører Mette Reissmann fra Socialdemokratiet. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind meldte desværre afbud på grund af sygdom.

Filip Kjellgren, Programme Manager Societal Development, Vinnova, Sverige fortalte om “Testbed Sweden”, som er en national satsning for udbygning af den svenske teknologiske infrastruktur for test og udvikling. Han pegede på vigtigheden af at have test- og demonstrationsfaciliteter i Sverige, hvor man kan prøve ting af i virkeligheden, fordi udviklingen går hurtigere og hurtigere. Samtidig lagde han op til nordisk samarbejde om faciliteter. Du kan se hans oplæg her.

Dr. Gerd Woehl, Head of Research Microelectronics, ICT and Life Sciences, Fraunhofer pegede på, at digitaliseringen af industrien kalder på nye samarbejdsformer mellem industri og samfund. Samtidig er der brug for, at vidensinstitutioner på tværs af Tyskland samarbejder om at stille teknologiske faciliteter og knowhow til rådighed for de små og mellemstore tyske virksomheder. Du kan se hans oplæg her.

Jesper Møller, leder af Offshore Concepts & Solutions, Siemens Gamesa Renewable Energy understregede vigtigheden af at have nær adgang til verdensklasse testfaciliteter i Danmark. Læs en case om samarbejdet med FORCE Technology her

Guggi Kofod, CEO i Inmold A/S fortalte om, hvordan det er nødvendigt for startupvirksomheder at have adgang til faciliteter og kompetencer, som virksomheden ikke selv har mulighed for at opbygge til en start. Desuden har det for Inmold A/S været afgørende at være med i forsknings- og udviklingsprojekter med bl.a. GTS-institutter. Du kan se hans oplæg her.

Søren Stjernqvist, adm. direktør i Teknologisk Institut og formand for GTS-foreningen fortalte om GTS-institutternes rolle som Danmarks teknologiske infrastruktur og gav en række eksempler på de faciliteter og den viden, man finder i GTS-nettet. Du kan se hans oplæg her.

Uddannelses – og forskningsminister Søren Pind skulle have holdt en tale i anledning af årsmødet. Men på grund af sygdom var det i stedet direktør for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte Nikolaj Veje, der holdt talen på vegne af Søren Pind. I talen blev det fastslået, at GTS-institutternes rolle som brobygger mellem forskning og erhvervsliv har stor betydning for samfundets indsats for at skabe innovation i virksomhederne.

Uforløst potentiale skal bringes i spil

Efter oplæggende var der tid til diskussion og refleksion blandt deltagerne på årsmødet. Der blev bl.a. peget på behovet for yderligere investeringer i forskning og udvikling; på et tættere samarbejde på tværs af aktørerne i vidensystemet og på, at GTS-nettet skal udbygge sit samarbejde med de danske uddannelsesinstitutioner, så de nye studerende kan tage ny viden og metoder med ud på deres kommende arbejdsplads. I den efterfølgende paneldebat pegede Mette Reissmann på, at der fortsat er et stort uforløst potentiale i videnbroen, som skal bringes i spil igennem et tættere samarbejde mellem GTS-institutter, virksomheder og de andre aktører i vidensystemet.

Til aftenens middag holdt Flemming Besenbacher, professor, formand for Carlsbergfondet og næstformand i Innovationsfonden en tale, hvor han slog fast, at forskning og innovation er vigtigere end nogensinde. Budskabet fra Flemming Besenbacher var desuden, at når det handler om at få ny forskningsbaseret viden og teknologi i anvendelse i dansk erhvervsliv, spiller GTS-institutterne den afgørende rolle, og derfor giver det ikke mening at bede universiteterne om at løse samme opgave.