Det er ikke helt enkelt at dokumentere brandsikkerheden for en facade. Det blev klart på DBI og Teknologisk Instituts temadag om lette ventilerede facadesystemer. Det stiller krav til projekteringen og opførelsen.

Facader skal leve op til mange krav. De skal være pæne, praktiske at montere, holdbare og varmeisolerende. Og så skal de være brandsikre.

Alene på brandsikringsområdet er der mange forskellige udfordringer. Både hvad angår scenarier, der kan medføre, at en facade bryder i brand, og mht. svigtmekanismer, der kan være ganske fatale. Det kan fx være brandspredning på regnskærmen, som var tilfældet i Grenfell Tower-branden, ‘leap frogging’, hvor branden fra et vindue spreder sig ind gennem vinduet i etagen over, flammespredning i ventilerede hulrum eller nedfald af elementer. Det kom frem, da DBI i samarbejde med Teknologisk Institut i november afholdt temadag om lette ventilerede facadesystemer.

Én ting er at håndtere de nævnte risici; noget andet og lige så udfordrende er at dokumentere det – hvilket også var på programmet på temadagen.

Materialer skal anvendes, som de er testet

Før i tiden opdelte man materialerne i klasse A-materialer og klasse B-materialer, og materialerne beholdt deres klassifikation, uanset hvordan man anvendte dem. I dag ser man derimod på, hvordan materialerne i en facade opfører sig som et system, hvilket har stor betydning for, hvordan man kan anvende materialerne.

”Hvis ikke man bruger dem under de samme forudsætninger, som de er testet og godkendt, kan man ikke vide, hvordan de fungerer, eller om de lever op til deres klassifikation. Skærer man materialer op, maler eller laminerer dem, påvirker det deres egenskaber”, sagde Anders B. Vestergaard.

Kræver omtanke

DBI foretager i øjeblikket en række forskningstests, der viser, hvor forskelligt det samme materiale faktisk kan opføre sig. Det sker ved at teste lameller af det samme træmateriale i mange forskellige geometrier.

”Da kravene til facaden er funktionsbaserede og ikke nøjagtigt beskriver, hvordan man laver en sikker løsning, skal man tænke sig godt om i projekteringen og opførelsen. Man skal være meget opmærksom på anvendelsesområdet for materialerne, og at de bliver brugt på samme måde, som de er testet. Desuden skal man vælge en leverandør med høj moral, som kan levere materialernes brandtekniske dokumentation og ikke påstår, at materialer har de samme egenskaber, uanset hvordan de anvendes”, sagde Anders B.  Vestergaard.

Læs hele artiklen i Brand og Sikring

 

Foto: DBI